Trivselsløb og pizzasnegle rystede eleverne sammen på Suldrup Skole

0

Suldrup Skoles Trivselsambassadører arrangerede i sidste uge  ”Trivselsløb” for hele indskolingen (fra mini-SFO til og med 2. klasse). 80 børn og voksne var mødt frem til en hyggelig eftermiddag i det flotte sommervejr. 

Eftermiddagen startede med et løb rundt på skolens område og en del af byen. Deltagerne var opdelt i hold på tværs af klassetrinene for at styrke sammenholdet og inklusionen af de nye mini-SFO’er og deres familier. 

De 15 poster var lavet for at fremme samarbejdet og kendskabet til skolen. For at løse opgaverne skulle deltagerne både have generel kendskab til hverdagen på skolen og sætte ansigter på nogle af lærerne, samt bygge tårn af spaghetti og skumfiduser.

Efter de 15 poster gav Suldrup Skoles Venner pizzasnegle og pølsehorn som en nem aftensmad til alle som afslutning på et fint arrangement, som havde skabt mange nye venskaber.

Share.

Der er lukket for kommentarer.