I efteråret sættes der fokus på iværksætteri og innovationslyst

Annonce

I aften (22. september) sættes der fokus på iværksætteri i Arden. Og i morgen (23. september) starter Iværksætteruddannelsen hos Business Park Nord i Støvring (tidligere omtalt i Vores Avis). Fokus på iværksættere og entreprenørskab bliver der også i uge 47, hvor Danmarks Vækst- og Iværksætteruge igen løber af stablen – denne gang under nyt navn, og med særligt fokus på børn og unge.

Mariagerfjord Erhvervsråd forsøger i samarbejde med lokalrådene at sætte skub i iværksætteriet. Derfor holder de den 22.september iværksætteraften i samarbejde med Arden Handel & Håndværk. Her fortæller en etableret iværksætter om sin egen opstart, og Iværksætterrådgiver Jesper Simonsen fra Mariagerfjord Erhvervsråd fortæller mere om, hvordan de kan hjælpe iværksættere videre. En god taktik, viser undersøgelser. –Der er lavet mange studier af, hvad der skal til for at få folk til at blive iværksættere. En af de ting, der går igen er, at rollemodeller er vigtige for iværksætteres succes på den lange bane, forklarer Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, i en pressemeddelelse i forbindelse med den kommende Vækst- og Iværksætteruge.

Iværksætteruge

Om ca. en måned og frem til og med uge 47 sættes der fokus på iværksætteri over hele landet. Anledningen er den årligt tilbagevendende Danmarks Vækst- og Iværksætteruge – uge 47. I år sættes der fokus på børn og unge, og samtidig skifter ugen navn til Global Entrepreneurship Week. Dette for at understrege, at mulighederne for at handle på sine drømme og idéer ikke stopper ved landets grænser.

Fokus på de unge

Global Entrepreneurship Week finder sted i uge 47, men allerede fra uge 44 sættes der særligt fokus på næste generation iværksættere. Dvs. skoleelever, studerende og entreprenante unge under 30 år, der alene eller sammen med andre handler på muligheder og gode idéer og omsætter disse til værdier for andre. Der er nemlig stort potentiale i tidligt at lære børn og unge at handle på deres idéer, for på den måde at gøde jorden for fremtidens iværksættere.

Ambassadører søges

-Vi vil gerne sætte fremtidens iværksættere på dagsordenen, fortæller Sine Larsen, kampagnechef på Global Entrepreneurship Week Denmark, i en pressemeddelelse. Derfor arbejder Global Entrepreneurship Week i år på at engagere en bred vifte af etablerede iværksættere, der som GEW-ambassadører vil besøge skoler og uddannelsesinstitutioner fra uge 44 og frem til uge 47.

Det er for børn

Erhvervsmanden Christian Stadil har allerede meldt sig som GEW-ambassadør. Han mener, at det etablerede iværksættermiljø også har et ansvar for at sætte iværksætteri i børnehøjde på dagsordenen og synliggøre mulighederne for den næste generation. Af samme årsag søges der derfor en bred vifte af GEW-ambassadører. –Vi skal have gang i en debat om, hvordan vi får klædt næste generation på til at takle fremtidens udfordringer og ruste dem til et arbejdsmarked i forandring, forklarer Sine Larsen.


FAKTA-BOKS

Har du en iværksætterdrøm og en god idé, kan du på www.mfer.dkReklamelink læse mere om, hvad Mariagerfjord Erhvervsråd kan gøre for dig og din (kommende) virksomhed. Her finder du også kommende arrangementer.

Læs mere om Iværksætteruddannelsen på www.iværksætteruddannelsen.dkReklamelink

Læs mere om Danmarks Vækst- og Iværksætteruge på www.gew.dkReklamelink.