11 fra lokale Run For Fun gjorde det godt i Hamborg Marathon
Run For Fun, løbeklubben med udgangspunkt i Haverslev, har for andet år deltaget i Hamborg Marathon. Det populære langdistanceløb på godt 42 km fandt sted i søndags, og alle 11 løbere fra Run For Fun gennemførte, – heraf var der tre debutanter.
– Hamborg Marathon er et rigtig godt løb, og vi regner med, at vi tager af sted igen næste år, med endnu flere løbere. Når vi er til Marathon, så er det ikke kun selve løbet, det handler om, – det handler lige så meget om at have en hyggelig tur sammen med andre fra klubben, lyder det fra deltagerne, som fortsætter:
– Derfor tager vi også af sted om fredagen, hvor vi fredag aften tager ind til byen og spiser en god middag. Lørdagen går med hente startnumre, og ellers hyggeligt samvær. Vi er så heldige, at vi har fundet et rigtig godt hotel med lejligheder. Her kan vi nemlig tilberede fælles aftensmad til lørdag aften, og den består af den helt rigtige ”marathon-mad”, nemlig masser af pasta med kylling og grøntsager.
Fan-supportere
I år havde Run For Fun-marathonløberne iøvrigt også tre supportere med, nemlig ægtefællerne til tre af de aktive løbere.
Disse ”fan-supportere” bidrog ud over at tilbedere aftensmaden også med en helt uundværlig støtte for alle 11 løbere på selve løbsdagen: De drønede rundt i Hamborg med bus og metro for at være på plads til at give deres opbakning flest mulige steder på ruten: – Det giver bare lige en ekstra gejst til os løbere, lyder det fra de 11 lokale løbere.
Første Run For Fun-løber var i mål efter 3 timer 21 minutter 45 sekunder, og sidste Run For Fun løber efter 4 timer 43 minutter 58 sekunder, – en spredning som klart beviser klubbens motto, ”i Run For Fun har vi plads til alle:-)”.