158 på tur i statsskoven med Rebild Turistforening

Annonce

De store spændende, naturskønne og historisk interessante områder med statsskov i Rold-området er ikke kun for udenbys turister: 158 fremmødte stævnede forleden ud på Rebild Turistforenings Nytårs-travetur. Skovejerne Jette og Kurt Jensen, Øster Doense, havde velvilligt stillet deres smukke skov til rådighed som udgangspunkt. I sin introduktion fortalte Ellen Poulsen om skovens ejere gennem tiderne og nævnte blandt andet, at loftet i den nærliggende Østerbølle kirke i sin tid blev udhugget af egetræer fra Skatskov.

Vejret viste sig fra den gode side med frosne og dermed tørre veje og spor uden pløre.

På det første stop ved ”Slottet” fortalte Ellen Poulsenom, hvordan grosserer Kastrup i 1917 havde købt den midterste del af Skatskov og i 1920 i norsk stil havde bygget en sommervilla, som han kaldte ”Hill”.

Det fantastiske er, at huset, som er bredere end det er langt, forsat ligger dér på sin knold og er særdeles velholdt.

Gammel driftform bevaret

Turistforeningens forstmand, Jens Erik Nielsen, viste eksempler på, hvordan ejeren er i gang med at fjerne underskoven og tynde ud i egene. Alt sammen for at fortsætte den ældgamle driftform med stævning af egetræerne, hvor egestubbene skyder nye skud og bliver til nye egetræer.

Når så underskoven er fjernet, bliver der godt lys til de nye stubskud, og skoven får præg af afgræsning – ligesom egekrattene har været udnyttet gennem århundreder.

Boller og varm kakao

Næste stop var der servering af varm kakao og boller med smør.

Det gjorde godt i vinterkulden, og en del fik ”tanket op” en ekstra gang.

Efter serveringen fik Ellen Poulsen overrakt en vingave som tak for, at hun som lokalt boende stillede sin store viden til rådighed, – med stor applaus fra deltagerne!

I fodsporene efter

Johannes V. Jensen

Ved det tredje stop drejede fortællingen sig om Johannes V. Jensen. Hans bedstefar boede lidt længere ude af Skatskovvej, så når Johs. V. Jensen som barn ville besøge ham, fik han i Skatskov øje på et lille mystisk hus.