169 Rebild-børn sætter rekord med tredobling af elever i Omvendt Julekalender

Annonce

Rekord: 169 skolebørn i Rebild Kommune vender julen på hovedet i år. Det sker ved at sætte fokus på dem, der ikke får meget forærende hverken til jul eller resten af året.

For mange Rebild-børn og andre danske børn handler julen nok mest om, hvad der venter i pakkekalenderen, hvad man ønsker sig mest til jul, og hvad man mon får af sin nisseven i skolen.
Men her i december måned lader 169 skolebørn i Rebild Kommune altså gaveræset være og bliver mindet om, at julen ikke kun handler om at få, men også om at give.

Videofilm under lågerne
”Omvendt Julekalender” er SOS Børnebyernes julekalender til skolebørn, hvor medvirkende elever sammen med deres lærer hver skoledag åbner en videolåge og ser en film med børn, der bor i et fattigt land, i en virkelighed fjernt fra os.
I Rebild Kommune er der blandt andet elever fra Sortebakkeskolen i Nørager, der vender julen på hovedet og får et indblik i , hvordan børn i blandt andet. Colombia, Vietnam og på Balkan lever – mange af dem under vilkår, der ligger milevidt fra de danske børns hverdag.
Sidste år var det 24 elever i Rebild Kommune, der medvirkede i omvendt julekalender, så tallet er tredoblet i år.

Børn giver til børn
En del af konceptet for Omvendt Julekalender er, at de danske skoleelever har mulighed for at hjælpe børn som dem, de har set i julekalenderen.
Eleverne hjælper forældre, bedsteforældre eller naboen, for eksempel ved at tømme opvaskemaskinen, ordne vasketøj eller give en hånd med andre huslige pligter. For hjælpen tjener eleverne et lille beløb, som de donerer til klassens fælles indsamling.
Nogle elever arrangerer desuden julemarkeder eller kagesalg, så der kan indsamles en lille mønt til klassens indsamling.

Giver skolegang til andre
Pengene går igen i år til at hjælpe børn verden over med at komme i skole, så de kan lære at læse og regne og få en masse skolekammerater. I 2016 samlede de danske skolebørn 175.000 kroner ind til skolelegater for børn i Tanzania.
Det er femte år i træk, SOS Børnebyerne laver Omvendt Julekalender, og interessen for den velgørende julekalender er også på landsplan vokset år for år.
– Alle de gode gerninger, eleverne gør, spreder glæde hos deres nærmeste og hjælper samtidig børn ude i verden, som de slet ikke kender. Det er lige i julens ånd, siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.
Omvendt Julekalender er tilbage i december 2018.