1930’ernes New York nu i Skørping
I Skørping er der 27 børn, der holder mere af efteråret end af nogen anden årstid. De er nemlig skuespillere i Alletiders Familieteater, så for dem betyder efteråret masser af sjov, hygge og samvær hver tirsdag og hver anden weekend, mens der øves på årets musical.
Premieren er sat til den 23. november, med to efterfølgende forestillinger den 24. og 25. Det er 8. gang, at instruktørparret Brian Eriksen Andersen og Benedicte Monica Andersen både leverer manuskript til et nyskrevet stykke og instruerer de unge skuespillere i Alletiders Familieteater. ”Vi elsker det – så længe I bliver ved med at levere børn, bliver vi ved med at køre til Skørping og lave teater med dem”, siger instruktørparret.
I år hedder stykket ”Manhattans Hemmelighed”, og fortællingen udspiller sig i den (næsten) virkelige verden. Det er et rigtigt up-tempo stykke fyldt med humor, og der kommer til at ske en hel masse på scenen. Det er meget langt fra eventyrgenren, der ellers har været gennemgående på scenen i Skørping de sidste par år, og det er også første gang i rigtig mange år, at de fleste af skuespillerne i deres rolle skal agere voksne personer. ”Det hele foregår på Manhattan, i 1930’ernes New York”, fortæller instruktørparret, ”Publikum får en oplevelse af masser af arketyper. Der er gangstere, gadebørn, journalister, vagabonder, gadefejere – og politifolk, som man ikke helt ved, om man kan stole på. Alt det koger vi sammen i en festlig forestilling, hvor vi tilsætter masser af skyderier og jazz musik!”.
Instruktørduoen maler i fællesskab videre på det teaterlandskab, som skuespillerne skal kunne se for sig, for virkelig at kunne leve sig ind i rollerne. Som altid er der en forhistorie for selve stykket: Mens det svenske kongepar i 1920’erne besøgte New York blev deres lille spædbarn, den svenske prinsesse, bortført. De meget hårdnakkede rygter siger, at det var Sonny Minelli, der stjal prinsessen. Dengang var han kun en stor dreng, men i 1930’erne er han en af Manhattans og faktisk en af USA’s allerstørste forretningsfolk, og Sonny ejer et stort kasino og en masse andre virksomheder på Manhattan. Samtidig er han også en af USA’s største gangstere, der i en ung alder har arvet et stort gangster imperium efter sin far, Papa Minelli.
Handlingen i stykket tager virkelig fart, da gadedrengen Sam stjæler et værdifuldt skrin, der er trofæet fra Sonny Minellis første drab. Efter tyveriet søger Sam tilflugt hos en gruppe piger, der også er gadebørn og lever under en gammel bokseklub på Manhattan. Pigernes leder, Jessie, holder hårdt på, at selvom de er gadebørn, skal pigerne leve som lovlydige borgere: De skal ikke stjæle deres mad, eller stjæle penge for at overleve – de skal arbejde for det. Om det så betyder, at man pudser sko, danser eller gøgler, så gør man det for at tjene penge, for at kunne klare sig.
Sam slipper selvfølgelig ikke så let fra tyveriet. Hvad der videre sker, forbliver en hemmelighed – Manhattans hemmelighed – for publikum, indtil forestillingen løber af stablen. Til den tid besvares nogle af disse spørgsmål måske: Hvad indeholder Sonnys skrin? På hvilken side af loven arbejder Kriminalkommissær Brown egentlig? Hvilken betydning har Clara, der er Manhattans femme fatale? Og hvad skete der i virkeligheden, efter den svenske prinsesse forsvandt?