33% billigere varme i Øster Hornum
Der er glæde på Øster Hornum Varmeværk – og blandt værkets omkring 350 forbrugere.
Ikke så sært, for det går RIGTIG GODT med økonomien i varmeværket, som udelukkende fyrer med halm og biobrændsel: – I bestyrelsen er vi meget tilfredse med, at vi nu kan meddele en prisnedsættelse for varmen på 33% – eller helt nøjagtigt 32,5% – fra 500 kr. til 337,50 kr. pr. megawatt-time, inklusiv moms, lyder det fra kasserer Gert Poulsen.
Han glæder sig lige som den øvrige bestyrelse til den kommende generalforsamling, som vil blive holdt på selve varmeværket, med rundvisning på det topmoderne varmeværk med avanceret teknologi af den mest nymodens slags.
Det er varmemester Jan Møller og varmeassistent Per Johansen, der vil stå for rundvisningen for de forbrugere, som er interesseret i at studere værkets teknologiske ”hemmeligheder” nærmere.
Efter rundvisningen er der traditionen tro stegt flæsk med tilbehør til de fremmødte, og derefter følger selve generalforsamlingen.
Her vil formand Steen G. Madsen blandt andet kunne overbringe forbrugerne endnu en god nyhed:De faste udgifter, forbrugerne skal betale, fastholdes uændrede i varmeåret 2016/2017.