50 års jubilæum i perfekte rammer på Boldrup Museum

0

Forholdene var ikke mindre end perfekte, da Boldrup Museumsforening i anledning af sit 50-års jubilæum lørdag aften havde indbudt alle til en gratis biografforestilling under åben himmel på det lille husmandssted. Anslået var der 200 gæster, der var mødt op til filmforevisningen. De kunne sidde i en helt stille og lun sommeraften – måske årets sidste – og se filmen ’Før frosten’, midt i en kulisse, der meget vel kunne have dannet ramme for filmens handling.

Både på lærredet og i de fysiske omgivelser var der stråtækte huse, bindingsværk og lyde fra bondegårdsdyr. Biografgæsterne blev således næsten en del af filmen, dog med den forskel at mens der på lærredet var sorg og sult, så var der mellem gæsterne glæde og overflod.
Ud over at kunne komme gratis i biografen kunne jubilæumsgæsterne nemlig også nyde gratis softice og kaffe til alle, og da filmen sluttede, kunne de mange biografgængere lægge nakken tilbage og se den spektakulære stjernespækkede nattehimmel ønske dem alle godnat. Så jo – det var en hel perfekt aften.

Startede med lukket fest
Forud for den offentlige filmforevisning var der blevet holdt ’en lukket fest’, hvor mange af de personer, der på den ene eller anden måde har en andel i det lille museum, var indbudt til en festmiddag.
Der var således alt fra biavlere, ’fodermestre’, salatdamer, tidligere bestyrelsesmedlemmer og ansatte, til politikere og naboer samlet omkring de pyntede borde.

Ros til museets stifter
Også museets stifter, Niels Jørn Østergaard – som i dag er leder af jagt- og spillemandsmuseet i Rebild – var mødt op. Hans F. Jensen, der i knap 40 år var formand for museumsforeningen, holdt da også en tale, hvori han takkede Niels Jørn Østergaard for sit store arbejde, da han som stor skoledreng startede det, der i dag fremstår som et særdeles velholdt og meget velbesøgt museum.

Lovord fra borgmesteren
Også borgmester Leon Zebbelin roste folkene bag museet for deres indsats gennem årene, således at man i dag kan opleve den landbrugskultur, som vi alle i en eller anden forstand stammer fra, men som meget nemt kan blive glemt af de kommende generationer.
– Det har været en helt fantastisk oplevelse! Der har været så mange glade mennesker hernede i aftes, så vi er ovenud lykkelige for, at vi valgte at fejre jubilæet på denne måde. Da jeg låste den sidste dør lidt over midnat, kunne jeg se himlen glimte af fjerne lyn, og kort tid efter væltede regnen ned, så jeg tror næsten, at vorherre har kigget med på filmen og nydt aftenen ligesom vores mange gæster, fortæller museets naturvejleder, Gert Rubæk, der sammen med museets husmand, Per Sørensen, og museumsforeningens bestyrelse havde stået for arrangementet, der er støttet af Nordjyllands Historiske Museum
En flot jubilæumsbog
I anledning af jubilæet har museumsforeningen udgivet en jubilæumsudgave af foreningens årsskrift ’Folk Fortæller’, der i år er blevet til en flot bog, som bestyrelsen i den kommende tid vil komme rundt med til alle medlemmer. Bogen er støttet af Sparekassen Hobro Fonden, Jutlander Bank. Køber man bogen, bliver man samtidig medlem af Boldrup Museumsforening. Ønsker man at købe bogen og dermed støtte det lille museum, kan man henvende sig til foreningens kasserer. Kontaktoplysninger kan findes på Boldrup Museums facebookside eller på Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside.

Share.

Der er lukket for kommentarer.