Med under fire måneder til juleaften er det på høje tide at komme ud i juletræ-plantagerne og lede efter tabte genstande mener Sanne Asmussen og Annette Rasmussen fra Støvring DcH, så forleden havde de inviteret Kreds 1 eftersøgere til fælles træning på Storhøj juletræplantage få km udenfor Støvring by.
– Glade og forventningsfulde går folk rundt med familien for at finde det helt perfekte juletræ, og pludselig opdager de, at de har tabt tegnebogen, telefonen, høreapparatet, brillerne eller bilnøglen, og så er det, at de kan ringe til os, fortæller DcH-hundeentusiasterne.
I sådan en juletræs plantage er arealet tæt, og der er meget menneskefærd i juletiden, og måske er der endda sne og frost, så hundene bliver sat på en svær opgave, når der er tabte ting, som skal findes i tiden lige før jul.
Træning i lunt regnvejr
På træningsdagen forleden var der dog lunt, let regnvejr, og næsten alle opgaver blev løst af de otte dygtige hunde og deres førere.
– Ud af de 36 genstande vi havde ”tabt”, blev de 34 fundet, fortæller arrangørerne.
– De to manglende genstande udløste naturligvis godmodige og kammeratlige drillerier, for sådan er det, når vi samles fortæller Sanne og Annette med et glimt i øjet.
Bål og juleudsmykning
Det hele sluttede med bål, grillpølser og æbleskiver i den hyggelige bålhytte, som ejer af Storhøj Juletræplantage, Niels Zinck og familie, havde været så venlig at stille til rådighed.
Værterne var selvfølgelig inviteret med til grill hyggen, og smilede forundret da de så, at deres bålhytte i dagens anledning var pyntet op til jul med nissetov, huer og julesokker.