Jutlander Fondene Himmerland og Hobro har netop besluttet at donere en halv mio. kr. til etableringen af REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum. Dermed har endnu en lokal fond tilkendegivet sin støtte til projektet, som uden tvivl bliver en af Nordjyllands helt store turistattraktioner.
– Jeg er glad for hver en krone, vi modtager i støtte til dette fantastiske projekt, og den lokale forankring er vigtig, for der er ingen tvivl om, at REGAN Vest vil trække rigtig mange gæster til det nordjyske område, så jo mere opbakning vi får her, jo bedre, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum, som de seneste seks år har arbejdet med det nye museum. Med donationen fra Jutlander Fondene Himmerland og Hobro har museet sammenlagt skaffet 72,5 mio. kr. og mangler nu kun knap to mio. kr.
”Det bliver et kæmpe-aktiv”
Ordførende direktør i Jutlander Bank, Per Sønderup, ser frem til åbningen i 2021: – REGAN Vest bliver et kæmpe aktiv for hele landsdelen. Derfor er jeg utroligt glad for, at de to fonde, som er hovedaktionærer i Jutlander Bank, så massivt har valgt at støtte projektet.
– De penge, fondene har at dele ud af, stammer jo fra det aktieudbytte, banken udbetaler. På den måde vender pengene tilbage og bidrager til udvikling dér, hvor Jutlander Bank tjener sine penge, siger Per Sønderup.
Aktiv historie-visualisering
Det nye museum består af fem elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion.
Men den kan ikke stå alene. Især over for kommende generationer er der brug for at fortælle, hvad det uhåndgribelige begreb ”Den Kolde Krig” var.
Det sker primært i en ny udstillingsbygning, som foruden udstillinger og publikumsfaciliteter også rummer et tredje element, et læringscenter til de ældste skoleklasser.
Et fjerde element er parcelhuset foran bunkeren, hvor anlæggets tilsynsførende boede med sin familie. Villaen indrettes, som den så ud i 1980’erne. Her mærker publikum hverdagen ved at gå på opdagelse i analoge og digitale lag i skabe og skuffer. Området over bunkeren udgør det femte element, og her kan man nyde naturen og få virtuelle kig ned i bunkeren og ud i landskabet, som det ville se ud efter en atombombe.