Sirenerne bringer kroppen i topform og sender hjernen i fitness-center

0

Der er godt gang i den aktiveGymnastikgruppe Sirenerne i Støvring, – med aktive fra mange andre lokaliteter også: – Allerede nu kan vi fortælle om nye planer til den kommende gymnastiksæson, afslører formand Inga Frisk.

– En del af det nye vil være et helt nyt koncept, som kaldes ”Smart Training”; det drejer sig om træning af hjernen via fysiske øvelser, så det er træning for 50+’ere, som gerne vil holde hjernen skarp. 

– Ligesom du kan holde dine muskler ved lige med træning, kan du holde hjernen i gang ved løbende at give den nye udfordringer, som kræver koncentration og fokus. Hjernen trænes ved at udfordre hukommelse og koncentration, samtidig med at balance og koordinering styrkes, fastslår Inga Frisk og forklarer: – Man arbejder med mange forskellige rekvisitter, og allermest vigtigt: Det er sjovt og foregår i et positivt samvær. 

Hjernen i fitness-center

Citat fra Info om Smart Training: ”Det er som at sende hjernen i fitnesscenter”. ”Det er en både livsbekræftende og social måde at tænke bevægelse på”.

– Sirenerne er så heldige at have en instruktør, Hanne Grymer Hansen, som har taget DGI’s ”Smart Trainings uddannelse”, og hun glæder sig meget til at arbejde med denne form for motion, fortsætter Inga Frisk og glæder sig over støtte fra forskellig side: – Vi er meget taknemmelige for de Fondsmidler, vi har fået fra Jutlander Bank til kursus og opstart, og et beløb fra Rebild Kommunes Fritidsråd til rekvisitter. Uden den hjælp havde vi ikke haft mulighed for at realisere den nye idé.

Et varieret program

– Vores mangeårige idérige instruktør, Birgit Skovmand, er stadig med, og fortæller, at en typisk træningsaften på Sireneholdet vil bestå af Smart træning, Pilates, serier og udstrækning. Serietræning skal nemlig også ses som træning for både krop og hjerne.

– Birgit Skovmand er også inspirator til, at Sirenerne blandt andet deltager i Rebild Kulturuger, hvor de, der har lyst og tid til lidt ekstra, bidrager med forskellige indslag. Alt i alt håber vi, at de nye træningsplaner endnu bedre kan være med til at bibeholde kroppens og hjernens funktion langt op i årene, slutter Inga Frisk.

Share.

Der er lukket for kommentarer.