Landsbyrådet uddeler 600.000 kr. til 14 byer i Rebild Kommune

Annonce

Bestyrelsen for landsbyrådet i Rebild kommune, har åbnet den store tegnebog. Der er blevet uddelt omkring 600.000,- kr. til forskellige projekter og tiltag blandt landsbyrådets 34 medlemmer. Det spænder lige fra lydudstyr og pavilloner til sommerkoncert og mobil toiletvogn. De uddelte beløb spænder fra 9.636,- til 115.625,- kr. I alt 14 medlemsbyer er blevet tilgodeset. Formand Michael Frederiksen, Skårup, fortæller: – Bestyrelsen for landsbyrådet blev ved uddelingen enige om, at støtte Landsbystafetten med 35.000,- , samt øremærke 65.000,- til spændende projekter i 2018, hvor vi bl.a. går i gang med at føre nogle af landdistrikt politikkens handleplan ud i livet. Derudover vil der fremover blive lagt mere vægt på projektbeskrivelsen der indeholder en form og selvfinansiering og/eller støtte fra anden side. Det er vigtigt for landsbyrådets bestyrelse, at de penge der bevilges er med til at højne sammenholdet og livskvaliteten i de små landsbyer.