Herman Bang får torsdag ”sit eget” litteraturselskab ved Rebild Kulturuger

Annonce

Rebild Kulturuger 2018 kaster mange nye initiativer af sig: Torsdag aften i denne uge stiftes der eksempelvis et Herman Bang litteraturselskab i BOGBY9520 i Skørping, – byen den berømte forfatter havde et helt specielt forhold til via sommerophold
En lille gruppe bestående af Runa Lauritzen, Poul Flou Pedersen, Elsebeth Møller, Birgit Møller Sørensen og Henrik Bugge Mortensen, har det seneste halve år arbejdet med tankerne om et Herman Bang Selskab, og det krones nu med held.

”Herman Bang – Forfatternes forfatter – og Stationsbyen Skørping” lyder overskriften på det offentlige arrangement i BOGBY-butikken, Jyllandsgade 11.

Ophold hos enkefruen
gav inspiration til novelle
Herman Bang har som nævnt tilknytning til Skørping, hvor han boede på enkeskovriderinde fru Lunds sommerpensionat og lod sig inspirere til novellen Ved Vejen.
– Det vil vi gerne markere yderligere ved at stifte et egentligt litteraturselskab, som sætter fokus på Herman Bangs forfatterskab og tilknytningen til Nordjylland, fortæller Henrik Bugge Mortensen fra initiativgruppen.
– Denne aften stifter vi et Herman Bang Selskab, og Peter Michael Lauritzen, som er klummeskribent i Nordjyske og lektor på Frederikshavn Gymnasium, fortæller om Herman Bang under overskriften ”Forfatternes forfatter”.
Henrik Bugge Mortensen, som i flere år har beskæftiget sig med Herman Bangs tilknytning til Skørping – og i øjeblikket arbejder med både en dramadokumentarisk film og en bog om netop Herman Bang, fortæller om forfatterens ophold i stationsbyen.

Stor inspirationskilde
Herman Bang (1857-1912) er en af Det moderne Gennembruds store forfattere, der stadig bliver læst vidt og bredt og også er en forfatternes inspirationskilde. Foredraget vil tegne store linjer gennem hans biografi og forfatterskab og inddrage hans nordjyske referencer. Bang er den mest moderne forfatter fra sin tid, fordi han udviklede en artistisk fortællemåde, som forenede fordybelse i individet med et stort panorama over det danske samfund og dets historie i tiden fra før 1864 – ”Saarfeberen fra Dybbøl” – frem til tiden efter århundredeskiftet og et nyt Danmark.
Ud over de spændende ord serveres der kaffe/te og hjemmebag ved arrangementet, hvor der er fri entré.

Herman Bang fødtes på Als, dengang hertugdømmet Slesvig, i 1857, og døde i 1912 i Utah, USA.
Kisten førtes hjem til Danmark og nedsænket på Vestre Kirkegård i København.
Litterær hører han til ”det moderne gennembrud”, og skrev såvel romaner som digte og novelle.
Mest kendte værker er ”Stille Eksistenser”, ”Haabløse Slægter” og ”Ved Vejen”, – sidstnævnte direkte inspireret af et ophold på skovriderenkefru Lunds sommerpensionat i Skørping.