Hugo Helmig, Michael Falch, Emmelie de Forest og Mariagerfjord Pigekor i fælles trop
Det er gået stærkt med populariteten og ”kendis-effekten” for de dygtige sangtalenter i Mariagerfjord Pigekor på det seneste: Elitekoret har de seneste par måneder sunget sammen med blandt andre Hugo Helmig, Michael Falch og grandprix-vinder Emmellie de Forest.
– Det har været en helt særlig oplevelse for mig at høre lyden af Mariagerfjord Pigekor i mine sange ved et par af mine koncerter, fortæller Michael Falch og fortsætter sine rodende ord:
– Dels synger pigerne på et højt fagligt niveau, og dels er arrangementerne af korleder Christian Ronsfeld smukke, gennemtænkte og tilpasset præcis dette kors ydeevne, så jeg glæder mig til næste gang..!
Korleder Christian Ronsfeld er glad for de flotte ord fra en fuldtidsprofessionel musiker og sanger, både på pigernes og på egne vegne: – Det giver pigerne et unikt indblik i den professionelle danske musikbranche, og desuden en række enestående oplevelser ved korets koncerter i både ind- og udland.
Oplev koret på søndag
Næste gang der er mulighed for at opleve de dygtige korsangere fra Mariagerfjord er på søndag den 31. marts, når koret optræder ved den såkaldte Tourstarts-koncert på Mariagerfjord Gymnasium.
Himmerlandsbilletten.dk sælger adgangstegn frem til udsolgt.
FOTO: Mariagerfjord Pigekor sammen med Hugo Helmig, – INDEN det kom offentligt frem, at han desværre var røget ind i et ganske voldsomt kokainmisbrug, som han nu angiveligt og heldigvis er stærkt på vej ud af igen.