”At rejse er at leve” afslutter Rebild Kulturuger 2019
Kulturuger 2019 slutter flot med en vandreforestilling ved Skørping Station søndag den 22. september.
Vandreforestillingen ”At Rejse er at Leve” er med til at markere 150 året for Banedrift i Himmerland. Publikum og medvirkende i forestillingen foretager en symbolsk vandring i tid og sted. På denne vandring standser vi op og oplever forskellige ”lande”.
For alle sanser
Der bliver noget for både syn og hørelse, for man kan opleve både sang, dans, musik, lydkunst og leg. Publikum bliver også inddraget, da alle skal gå fra sted til sted sammen med de medvirkende, og desuden deltager i et par fællessange.
Østerlys med genklang
På turen bliver der et meget spændende indslag ved kunstner duoen ”Østerlyd”. Det drejer sig om værket ”GENKLANG”, et performativt lydunivers, skabt af Ane Østergaard og Kirsten Østergaard sammen med syv unge piger fra Skørping. Det er et projekt i Kulturskolens regi, og støttet af ”Talentlaboratoriet”
Øvrige deltagere i vandreforestillingen er De Rytmiske Unoder, Sirenerne, Rebild Spillemændene, børn fra Kulturskolens Legestue og duoen Borup og Friis