Fanget i Farten – uge 43
Kend din egn: Søndag den 25. oktober har Rebild Turistforening arrangeret et spændende besøg på Nørlund Slot. Nørlund Slot ligger nær Nørager, og er egnens ældste slot. Nørlund Slot kan spores helt tilbage til 1300-tallet. Den gang var det en røverborg. I 1581 påbegyndtes byggeriet af det slot, vi kender i dag. Det var Ludvig Munk, der var bygherre, og der knytter sig en ganske særlig historie til byggeriet og familien Munk. Dem vil Knud Erik Høegh bl.a. fortælle ved arrangementet søndag den 25. oktober.
Kunstudstilling: På søndag er der fernisering på en ny kunstudstilling i Kig Ind – Nørager Kultur- og Medborgerhus. Fra søndag den 25. oktober og frem til mandag den 4. januar udstiller Mona Winther Sørensen og Emma Sigaard i Kig Ind. Mona Winther Sørensen har i mange år malet – både med akvarel, akryl og oliemaling, og en række af hendes værker udstilles nu i Kig Ind i Nørager. Her vil de kunne ses side om side med Emma Sigaards flotte pileflet, hvor hun også inddrager drivtømmer, grene fra naturen m.m.
Piger og drenge: Pæne piger og dumme drenge er både titlen på en bog og et foredrag af hjerneforsker og forfatter Ann E. Knudsen. Mandag den 26. oktober kan foredraget opleves i KulturStationen i Skørping. Her vil Ann E. Knudsen bl.a. fortælle om forskelle i drenge og pigers udvikling og deres forskellige tilgange til både leg og læring. Det spændende foredrag arrangeres af Rebild Bibliotekerne.
Litterær café: Torsdag den 29. oktober kan alle bogglade læsere komme til litterær café i Bogby9520. Her vil forfatter Pia Grandjean Odderskov læse op af sin nyeste roman ”Fortielse”. Fortællingen foregår i efterkrigsårene og har den nordjyske Ellen som hovedperson. Den litterære café er samtidig en appetitvækker til det kommende arrangement Ord i Nord. Læs mere om Ord i Nord i næste uges udgave af Vores Avis.
Rock i Stubhuset: Det britiske Oysterband fylder torsdag den 29. oktober Stubhuset med rockenergi. Det er et garvet rockband, der denne aften går på scenen i Stubhuset i Støvring. Bandet har spillet sammen siden 1976, og i årenes løb har de flere gange givet koncerter i Danmark. Repertoiret byder både på coverversioner af kendte rockklassikere og bandets egne sange.
Modsætninger mødes… og sød musik opstår. Det ordsprog har de fleste sikker hørt. Og der kan være noget om det. Ægteskaber eller venskaber mellem modsætninger skaber synergi, men også gnidninger, hvor man kan stille spørgsmålet: Hvorfor er min ægtefælle så besværlig? Dette spørgsmål forsøger foredragsholder Preben Kok at give svar på, på torsdag den 29. oktober. Foredraget er arrangeret af Støvring-Sørup og Gravlev pastorat, og finder sted i Sognegården i Støvring.
Prisbelønnet journalist: Journalist Sine Skott Andersen er født i Arden og student fra Støvring Gymnasium. For nylig modtog hun årets Werther-pris for serien ”De tabte ældre”, som er blevet sendt på TV2 Fyn. Sine Skott Andersen lavede den nu prisbelønnede serie som afsluttende bachelorprojekt på Syddansk Universitet. Serien belyser et overset problem i Danmark, nemlig at ældre mennesker udgør den mest selvmordstruede gruppe i Danmark. Serien er blevet suppleret med interviews, netartikler og debat. Og nu altså også belønnet med Werther-prisen, som består af 10.000 kroner.
Aftensang i Siem: Onsdag den 21. oktober bydes der igen til aftensang i Siem Kirke. Denne aften vil fokus være på de nyere salmer – og aftenen giver også mulighed for at stifte bekendtskab med helt nye salmer, som endnu ikke er optaget i salmebogen. Midtvejs vil der, ligesom sidst, være en kort pause, hvor menighedsrådet byder på en lille forfriskning.
Skumringsgudstjeneste: Hver den tredje tirsdag i måneden afholdes der skumringsgudstjeneste i Skørping Nykirke. Der er tale om en ganske særlig gudstjeneste, da den kun varer ca. en halv time og holdes i børnehøjde. Efterfølgende er alle deltagere velkomne til fællesspisning i Skørping-Fræer Sognegård. Skumringsgudstjenesten afholdes således i aften (tirsdag den 20. oktober) og næste gang tirsdag den 17. november.
Ulven, der aldrig sover: For nylig var knap 100 spejdere fordelt på 19 patruljer samlet til Impeesa natløb i Rold Skov. Impeesa betyder ”Ulven, der aldrig sover”, og var et af stifteren af spejderbevægelsen Baden Powells mange kaldenavne. Arrangørerne af Impeesa var spejderledere fra Det Danske Spejderkorps i Støvring og Skørping. Aftenens deltagere var spejdere og FDF’ere i alderen 9-12 år, som kom fra alle de uniformerede korps i Himmerland. Natløbet gik af en ca. 5 km lang rute, som startede og sluttede ved Skørping Skole. Undervejs skulle der dystes i spejder-færdigheder ved otte poster. Her var det DDS Skørping, som klarede sig bedst. Impeesa er en årlig tilbagevendende begivenhed.
Første spadestik: Mandag den 19. oktober blev første spadestik taget i byggeriet af Bælum Butikshus. Det bliver firmaet Lund & Staun, der skal bygge det nye Bælum Butikshus. Byggeriet kan dog ikke stå klar til jul som først ventet, men det forventes, at der kan holdes åbningsfest i den nye SPAR senest 1. maj 2016. Læs mere i en kommende udgave af Vores Avis.
Støtte til tre foreninger: Pavillon Cafeen i Skørping, Skørping Jagtforening og Terndrup Idrætscenter har alle for nyligt modtaget donationer fra Jutlander Banks Gavefond. I alt 30.000 kr. er blevet fordelt mellem de tre foreninger. Pavillon Cafeen har modtaget 10.000 kr. til sit arbejde med at skabe et uformelt mødested i Skørping. Skørping Jagtforening modtog 5.000 kr., som skal gå til en ny varmepumpe til deres klubhus. Terndrup Idrætscenter er midt i en større renovering, og i den forbindelse ønsker de sig også nyt service, da det, de har nu, er af flere forskellige slags og dertil ret slidt. Nu har de modtaget 15.000 kr. til indkøb af nyt service m.m.
Kursus i kristendom: I aften (tirsdag den 20. oktober) starter et nyt aftenskolekursus for voksne, et såkaldt kristendomskursus. Initiativtageren til kurset er Herluf Christensen, sognepræst i Rørbæk, Grynderup og Stenild sogne. Kurset afholdes i konfirmandstuen i Rørbæk Præstegård, og der anvendes et undervisningsmateriale fra www.kristendomskursus.dk
.
Aktiv Ferie: Knap 300 børn fra Mariagerfjord Kommune deltog i efterårsferien i et af de mange aktiv ferie-tilbud i kommunen. Børnene har deltaget i arrangementer med bl.a. bowling, golf, glaskunst, parkour og meget mere.