Succesrig Løvfaldsmatch i Rold Skov Golfklub
Golfsæsonen lakker mod enden, og derfor afviklede Rold Skov Golfklub for nylig den traditionelle Løvfaldsmatch. Deltagerne opnåede fine scores, og der blev også tid til at nyde den nye bro samt de nymalede klubfaciliteter – begge dele har krævet en stor og flot indsats fra ihærdige ildsjæle i klubben. Klubbens sidste match i år bliver Julematchen, der afvikles ultimo november.
Matchen blev spillet som såkaldt bestball, hvor et makkerpars bedste score på hvert hul var tællende. Makkerparrene var tilfældigt sammensat. De bedst spillende par blev Jarl Bøje Andersen og Karl Erik Nielsen, som indtog 1. pladsen med 47 point. Carsten Jensen og Dennis Dybdahl Nielsen opnåede en 2.plads med 42 point, mens Thomas Riise og Jesper Dau Simonsen blev nr. 3 med 42 point.
I matchen var der indlagt yderligere konkurrencer i form af nærmest pinden konkurrence på alle par-3 hullerne samt en nærmest snoren på hul 6, hvor man i første slag skulle slå nærmest til en udlagt snor midt på fairway. De fire nærmest pinden vindere blev Erik Østergaard, Jesper Riise, Bent Pedersen og Iben Holst Nielsen. Nærmest snoren kom Joachim N. Støvring.
Billede: De glade vindere ved den nyligt afviklede Løvfaldsmatch ved Rold Skov Golfklub. I midten ses matchens sponsor ”Wagner”, Støvring, repræsenteret ved Uffe Guldborg.
Bente Vinther Jensen