Højtlæsning fejrer venskab i Norden

Annonce

Uge 46 er Nordisk biblioteksuge. Dette markeres bl.a. med flere arrangementer med højtlæsning, for at fejre den nordiske tradition med at læse højt for hinanden i skumringen. Der læses højt på både Skørping Bibliotek, Støvring Bibliotek, Hadsund Bibliotek og i Kulturhuset i Arden mandag den 9. november.

Allerede mandag den 9. november om formiddagen er der højtlæsningsarrangementer for børn på alle bibliotekerne i Rebild Kommune. Målgruppen er børn i alderen 6-8 år. Der er lagt op til en hyggestund, hvor der læses en god historie.

2000 læsere

Om aftenen er det de voksnes tur, ved arrangementet Skumringstimen. I år er det 19. gang, at Skumringstimen afholdes. På samme tidspunkt læses der højt på mere end 2000 biblioteker i hele Norden, i de Baltiske lande, Færøerne, Grønland og Island – og alle steder læses der højt af de islandske sagaer.

Fire arrangementer

På Skørping Bibliotek er det Mogens Yde, der sidder klar med bogen, når det elektriske lys slukkes og hyggen spreder sig i stearinlysenes skær. Samtidig vil Hanne Jørgensen sidde klar på Støvring Bibliotek – ligeledes klar til at læse højt af de saftige Islandske Sagaer. Også på Arden Bibliotek i Kulturhuset i Arden samt på biblioteket i Hadsund bydes der på hyggeligt samvær og højtlæsning.

BibliotekReklamelink