Kryddersnaps og udsøgt ost i lange baner på Boldrup Museum
Nøjagtigt 40 gæster med skærpede smagsløg besøgte fornylig Boldrup Museums snapseaften. Det lille museum var omsluttet af novembermørket, men indenfor var der lys og hygge samt en ret omfattende samling kryddersnapse, som gæsterne skulle smage sig igennem.
Boldrup Museumsforening havde allieret sig med Martha Øland og Alice Østergaard, der entusiastisk videregav egne erfaringer med krydderurter, trækketider, fortynding, lagring m.m. –Det er altid sjovt at få lov til at fortælle om sin hobby til andre interesserede, sagde Alice Østergaard, der også er hovedkvinde bag Boldrup Museums snapselaug.
Lækre oste
Efter foredraget og de mange smagsprøver kunne gæsterne nyde de forskellige snapse sammen med et udvalg af oste. Ostene var specielt udvalgt af forhenværende mejeribestyrer Tage Christiansen fra Nørager. De lækre ostefund var gjort på den nys overståede International Food Contest i Herning, hvor der er stort fokus på mejeriprodukter – herunder naturligvis oste.
Snart er det jul
Næste arrangement på Boldrup Museum finder sted den 29. november, hvor der julehygges med nisser, risengrød, juleklip, gran og alt, hvad der ellers hører med til en traditionel, dansk jul.



