Himmerlands Teatret snart klar med den største forestilling i teatrets historie
Himmerlands Teatret i Hobro står netop nu på den anden ende. Årsagen er, at man er i fuld gang med forberedelserne til den største forestilling i teatrets historie. Den 19. november skal alt stå klart til premieren på Charles Dickens’ ET JULEEVENTYR.
Det er en stor mundfuld for et lille teater, så alle sejl er sat til. Eleverne fra talentholdet er også blevet inddraget, og skal således på scenen for første gang i en professionel forestilling. –Der er mindst 30 forskellige karakterer på scenen, så der skal også en ordentlig bunke kostumer til, siger teaterleder Susanne Sangill og tilføjer: -Det er dyrt, så derfor er jeg rigtigt glad for en klækkelig håndsrækning fra Sparekassen Hobro Fonden og Jutlander Bank – uden den havde det været svært at løfte denne opgave.
Få billetter tilbage
Charles Dickens’ ånd svæver over alle rum, hvor der hamres og bankes, synges og danses, fremstilles kostumer og parykker. 10 aktører, en musiker og en instruktør øver og prøver på livet løs mange timer i døgnet, mens der hænges lamper op og sættes forunderligt lys. Og oven i det hele er teatret ved at få skiftet både vinduer og døre på hele teatret. –Men vi skal nok blive klar til at modtage et forventningsfuldt publikum, lover Himmerlands Teater, som oplyser at mange forestillinger allerede er udsolgt, så det er på tide at sikre sig billet. Forestillingen spiller frem til den 19. december, og kan ses af alle fra 12 år og opefter.
Også teater for de mindste
Børn under 12 år skal dog ikke føle sig snydt. Fra den 28. november – 4. december opfører teatret nemlig endnu et julestykke: NISSER TIL SØS. Der bliver tale om vaskeægte juleteater med nisser, som spilles af Stine Løike, Dorte Rømer og Chris Skytte. Lidt utraditionelt for julehistorier foregår en del af fortællingen ”på de syv have”.