150 borgere og 11 byrådspolitikkere debatterede skole og erhverv i Haverslev

Annonce

For nylig var der indkaldt til borgermøde i Haverslev Hallen. Ca. 150 borgere fra Haverslev og omegn samt 11 byrådspolitikkere havde taget imod invitationen til en debataften om Haverslevs fremtid, hvor især Haverslev-Ravnkilde Skole og mulighederne for erhverv i byen blev livligt debatteret.

Der var sat stole frem til 110, men det blev nødvendigt at hente flere stole, da ca. 150 borgere fra Haverslev og omegn var mødt op i hallen for at give deres besyv med. Især den nye skoleanalyse, havde trukket folk af huse, og denne blev debatteret ivrigt. Også byrådspolitikerne var mødt talstærkt op. Ikke færre end 11 repræsentanter sad klar til at indgå i debat med borgerne. Mødet var foranlediget af den seneste tids skriverier om den igangværende skoleanalyse i Rebild Kommune, hvor et muligt udkomme kan blive, at Ravnkilde og måske også Haverslev skole lukkes. Samtidig har erhvervsdrivende i byen oplevet, lokalplanen spænde ben for ekspansion. Aftenens to hovedspørgsmål var derfor ganske klare: Hvad er det, vi vil med Haverslev? Og hvad er det, vi vil med vores skole?

De fremmødte byrådspolitikkere (se liste nederst i artiklen)
Reklamelink De fremmødte byrådspolitikkere (se liste nederst i artiklen)

Lokalplan m.m.

Mødet blev indledt med en gennemgang af Rebild Kommunes lokalplan for Haverslev. Af lokalplanen fremgår det bl.a., at Haverslev er udnævnt til vækstby pga. sin centrale placering i kommunen og sin tilknytning til motorvejen. Gennemgangen af lokalplanen blev yderligere krydret med en opremsning af de mange foreninger, institutioner, virksomheder, idrætsfaciliteter, m.m., som findes i byen og nærmeste opland. Seneste optælling viser, at der findes over 40 virksomheder i området. Som vækstby skal der desuden skabes gode muligheder for etablering af erhverv i byen. Ikke alle fremmødte var dog enige i, at dette er tilfældet med den nuværende lokalplan, hvilket kom frem i debatten.

037Reklamelink 038Reklamelink

Skoleanalysen

Inden der for alvor blev taget hul på debatten præsenterede Peter Bak de foreløbige resultater af skoleanalysen. Analysen er iværksat pga. stor spredning i resultaterne ved afgangsprøverne på kommunens skoler. Analysen udføres af et uvildigt analysefirma. De foreløbige resultater viser en sammenhæng mellem skolernes økonomi og elevernes faglige resultater. På baggrund af resultaterne er der opstillet fire scenarier til, hvordan skolestrukturen i Rebild Kommune kan se ud i fremtiden. Ændringerne burde afstedkomme økonomiske besparelser og samtidig højne elevernes faglige resultater. Det foreløbige resultat og scenarierne er blevet fremlagt for alle skolebestyrelser og skoleledere, som efterfølgende har skullet give feedback. Det endelige resultat kommer således først i slutningen af denne måned, hvorefter det fremlægges for byrådspolitikkerne samt Børne- og Ungeudvalget, som herefter skal tage stilling til fremtidens skolestruktur i Rebild Kommune.

Peter Bak (V) præsenterede de foreløbige resultater af skoleanalysen
Reklamelink Peter Bak (V) præsenterede de foreløbige resultater af skoleanalysen

Bevar skolen

Skoleanalysens foreløbige resultater viser, at Haverslev-Ravnkilde skole måske bør lukkes, da de små skoler er omkostningstunge og resultaterne fra afgangsprøverne ved Sortebakkeskolen, hvor eleverne forventes at fortsætte efter 6.klasse, ikke er på niveau med de øvrige overbygningsskoler i Rebild Kommune.  Haverslev-borgerne var derfor ivrige for at høre politikkernes holdning til dette scenarie. Borgerne påpegede, at en lukning af Haverslev skole ville være i direkte modstrid med lokalplanen. Samtidig ville det gøre byen mindre attraktiv for tilflyttere, hvilket blev bekræftet af to tilstedeværende familiefædre, som begge havde valgt at bosætte sig i Haverslev pga. nærheden til motorvejen og skolen samt de øvrige institutioner, som virkede attraktive for en ung børnefamilie. –Når der rasles med sablerne og trues med skolelukninger, så skabes der usikkerhed, som kan afskrække tilflyttere, pointerede en borger.

Alle de fremmødte politikkere lagde i deres udmeldinger vægt på, at der kun var tale om et foreløbigt resultat og foreløbige scenarier, som de end ikke var blevet formelt introduceret for. Der er altså endnu ikke taget nogen beslutninger. De foreløbige resultater kan end ikke betragtes som et færdigt beslutningsgrundlag.

–De mindre skoler har deres fordele, men en skole kan også blive for lille, udtalte Morten Lem bl.a.

Rasmus Rask påpegede, at skoleområdet i Rebild Kommune enten måtte tilføres yderligere økonomiske midler eller omstruktureres, for at kvaliteten kunne bevares eller højnes. I forhold til en mulig skolelukning udtalte han følgende: -Forældrene har et medansvar. Det er deres ansvar for det første at få nogle børn og for det andet ikke at flytte deres børn til en anden skole. Kort sagt, ingen børn – ingen skole. Hvilket flere af byrådskollegaerne bakkede ham op i.

Fra salen kom der dog et andet forslag: Hvad med at etablere overbygning på Haverslev skole og flytte overbygningselever hertil? Det vil da give mening i forhold til, hvor centralt Haverslev ligger i kommunen – og det vil være et trækplaster for tilflyttere og erhvervsdrivende. En betragtning, som straks blev grebet og støttet af Michael Portefee P. Lex.

032Reklamelink 036Reklamelink

Erhverv og branding

Selvom skoleanalysen og det mulige udkomme af denne var det hedeste emne i debatten, så blev der også sat fokus på erhvervslivets muligheder i Haverslev. Ligesom der blev efterspurgt branding af Rebild Kommune og Haverslev by overfor mulige tilflyttere – her både familier og virksomheder.

Her kunne Gert Fischer oplyse, at Rebild Kommune har afsat 300.000 kr. i næste års budget til yderligere at brande kommunen som en attraktiv bopælskommune. –Der skal også sættes fokus på erhverv, og skabes rammer for erhvervsmæssig vækst, tilføjede han. Allerede tidligere på aftenen havde Gert Fisher fastslået at: -Haverslev er den by, der har aller bedst mulighed for at skabe vækst og tiltrække nye tilflyttere. Denne udtalelse vagte naturligvis jubel i salen.

-Lokalrådet har også mulighed for at give midler til projekter, der kan være med til at brande de enkelte byer, tilføjede Morten Lem.

Lene Bach fra Gavl Huset pointerede dog, at hvis erhvervsdrivende skulle vælge Haverslev, så måtte der også ses på lokalplanen, så denne blev mere fleksibel. Hun står selv i den situation, at hun ikke kan få dispensation til at udvide med 100 kvm på sin nuværende placering. –Placeringen ved motorvejen er central i forhold til mine kunder, forklarede Lene Bach. –Nu ønsker jeg at bygge til, hvorved der kan skabes nye arbejdspladser i byen, men lokalplanen spænder ben for dette, pointerede hun over for politikkerne.

-Byrådet og teknik- og miljøudvalget vil rigtigt gerne vækst – også i Haverslev. Vi har presset på for en dispensation, men det kommer i stedet til at kræve en ændring af lokalplanen, hvilket der umiddelbart er politisk opbakning til, svarede Jeppe Ugilt Hansen.

-Lokalplanen skal ændres, så den skaber bedre rammer for udvikling, supplerede Gert Fischer, som dog understregede, at der naturligvis ikke kunne gives helt fri tøjler.

De udmeldinger vakte glæde i forsamlingen, hvor der også blev luftet et rygte om, at der også kunne være en ny stor arbejdsplads på vej til Haverslev – vel at mærke en arbejdsplads, hvis medarbejdere med al sandsynlighed ville sætte pris på, at der fandtes en god, lokal skole – evt. med overbygning. Og dermed sluttede aftenens møde. Politikkere og borgere blev dog opfordret til at huske, hvad der var blevet sagt, og arbejde videre med de mange input.

De 11 fremmødte byrådspolitikere var:

Jeppe Ugilt Hansen (U)

Holger Pedersen (C)

Morten Lem (A)

Rasmus Rask (Å)

Tommy Degn (O)

Jeanette Sagan (V)

Michael Portefee P. Lex (B)

Gert Fischer (V)

Anders Norup (V)

Peter Bak (V)

Søren Søe (J)