10 år med Rollespil
Til søndagens messe, En forårsdag i Rebild, havde de mange besøgende mulighed for at møde den lokale rollespilsforening. Akastin Rollespilsforening havde en stand på Rebildhus, hvor alle interesserede kunne stille spørgsmål til foreningens engagerede medlemmer. Samtidig kunne man møde rollespillere rundt om på messens område, hvor de bidrog til den gode stemning og gav dagen et eventyrligt præg.
Jubilæum og ny formand
Torsdag i denne uge kan Akastin Rollespilsforening fejre 10 års jubilæum. Jubilæet bliver markeret ved en reception, hvor alle er velkomne. Derudover inviterer foreningen alle sine samarbejdspartnere og støtter, foreningens medlemmer og de tidligere bestyrelser til fælles spisning. Foreningens nytiltrådte formand Claus Erik Hadenfeldt håber på stort fremmøde. Akastin vil gerne sige personligt tak til alle, der har bakket op om foreningen. Der er derfor planer om et hyggeligt arrangement, hvor det at sige personligt tak er temaet. Claus Erik Hadenfeldt har været del af foreningen siden dens begyndelse for ti år siden. I dag er han formand. Han er stolt over at stå i spidsen for en forening, der på 100% frivillig basis har overlevet i 10 år. Der har naturligvis været op- og nedture, men foreningen har formået at vende bølgen, som Claus Erik Hadenfeldt udtrykker det.
Ny hjemmeside
Akastin får snart ny hjemmeside. Den nuværende hjemmeside har været anvendt siden foreningens start. Men i 10 års fødselsdagsgave får foreningen en ny hjemmeside. – Det er faktisk den hjemmeside, vi startede med for ti år siden, siger Claus Erik Hadenfeldt med et smil og forklarer, at foreningen snart får en ny, tidssvarende hjemmeside. Derudover har Akastin Rollespilsforening en side på Facebook, hvor alle arrangementer m.v. annonceres.
Sommerscenarie
Mod slutningen af sommerferien afholder Akastin et sommerscenarie. Dette er en årligt tilbagevendende begivenhed. Sommerscenariet er en hel weekend med rollespil. Og der er plads til 200 deltagere. Sidste år deltog ca. 160 rollespillere. Arrangementet afholdes altid i slutningen af sommerferien, lige før skolen og studierne starter op igen. Claus Erik Hadenfeldt fortæller, at de har gode erfaringer med dette. På den tid har landets øvrige rollespilsforeninger afholdt deres arrangementer. Akastins sommerscenarie markerer samtidig afslutningen på en god sommer.
Nyt i 2016
Claus Erik Hadenfeldt fortæller til Vores Avis, at Akastin kommer med et helt nyt arrangement i 2016. Her planlægger foreningen et scenarie for voksne rollespillere. – Det er jo ikke kun børn og unge, der interesserer sig for rollespil. Fx er vores ældste medlem i starten af 50’erne, oplyser Claus Erik Hadenfeldt. Arrangementet bliver for rollespillere over 18 år. Det giver mulighed for en anden type spil med større seriøsitet og friere rammer. Akastin Rollespilsforening håber, at det nye tiltag bliver en succes, så foreningen fremover kan afholde to årligt tilbagevendende arrangementer – med højt deltagertal.
Prøv det
Akastin Rollespilsforening er Danmarks billigste. Claus Erik Hadenfeldt mener, at dette afspejler foreningens mentalitet. – Det har aldrig handlet om penge, men om interessen, siger han. Akastin er altid glad for at få nye medlemmer. Her tilføjer Claus Erik Hadenfeldt med et stort smil: – Der er mere i det end bare rollespil. Vi tilbyder mere end bare at løbe rundt ude i skoven og sige bøh.

Rollespillerne ved deres messestand på Rebildhus