Hellum fejrer første søndag i advent
– Ja, tiden går hurtigt, og nu er det allerede snart 1. søndag i advent. Søndag eftermiddag den 27. november fejres det nye kirkeårs komme, advent, i Torup Kirke, lyder det fra Birgit Møller Sørensen, St. Brøndum-Siem-Torup Menighedsråd, som er arrangører.
Det er efterhånden en gammel tradition at fejre 1. søndag i advent i Torup kirke, med efterfølgende juletræstænding med sang, dans og spisning i Hellum.
Vigtigt med traditioner
De tre menighedsråd for St. Brøndum, Siem og Torup er nu samlet i ét menighedsråd, men traditionerne omkring 1. søndag i advent går meget længere tilbage.
– Det er noget af det, kirken kan tilbyde, at holde fast ved de af årets store højtidstraditioner, som stadig giver mening for os, fortæller Birgit Møller Sørensen og fortsætter: – Mange af os er vokset op med at ville bryde traditioner ned; der var efter krigen mange stramme regler og forbud, som trængte til at blive opblødt, og det har været fint og nødvendigt på mange punkter.
– Igennem livet finder man dog også ud af, at det nu er rart, at der stadig er nogle traditioner, vaner og skikke, som der holdes fast ved, med visse variationer og fornyelser selvfølgelig, som tiderne skifter.
Arrangementet er iøvrigt gratis og åbent for hele pastoratet, og man bedes venligst tilmelde sig inden den 21. november hos Annie Ovesen.