Stor opbakning til Venstres fælles nytårskur

Annonce

Medlemmerne i Venstres otte vælgerforeninger i Himmerland bakkede flot op om den fælles nytårskur i Haverslev Hallen forleden, – den første i dén form. Ca. 85 deltog i fællesspisningen, som var for Venstres medlemmer, med indlæg af kommuneforeningsformændene Gert Sørensen fra Rebild og Albert Veggerby fra Vesthimmerland.

Erobring af borgmesterposten i de to kommuner var det gennemgående tema. Derefter fortalte Per Bach Laursen og Gert Fischer om deres visioner for de kommende fire år i de to kommuner, og appelerede til medlemmernes opbakning.

Der mødte yderligere ca. 35 til den åbne del af nytårskuren, hvor folketingsmedlem Eva Kjer Hansen kom med et stærkt indlæg om regeloprydning, behov for reformer på forskellige områder, hindring af nye afgifter bl. a. den påtænkte brændeovns afgift osv. EU og Brexit blev også kommenteret, og Eva Kjær Hansen afsluttede indlægget med den presseaktuelle debat vedrørende begrænsning af adgang til mere end én uddannelse, med mindre det er et område med mangel på arbejdskraft. Eva Kjer Hansen mener, det er et forkert signal at sende til omverdenen: – Samfundet udvikler sig stærkt, og der vil hele tiden være behov for en fortsat uddannelse, også for at der fortsat kan skabes øget velstand i Danmark.

Kaffebord og debat – lokalt og på landsplan

Efter kaffen var der livlig debat, og også her svarede Eva Kjer Hansen, redegjorde og kommenterede med både saglighed og humor.

Som afslutning på mødet var det den lokale folketingskandidat Marie Bjerres tur til at give sine kommentarer til den aktuelle situation. Specielt vækst indenfor alle dele af erhvervslivet og ikke mindst landbrug. Infrastruktur, den tredje Limfjordforbindelse og øget muligheder for bredbåndsforbindelser i yderområderne er opgaver, som Marie Bjerre vil arbejde for. Hun sluttede af med et eksempel omkring flere uddannelser af samme person. Erhvervsjurister fra Handelshøjskolen efterfulgt af den klassiske jurauddannelse resulterer i advokater med stor økonomisk indsigt, – en erhvervsgruppe der efterspørges til at rådgive erhvervslivet.

Himmerlandskredens formand Thorkild Bækkelund overrakte Eva Kjer Hansen en kurv fuld af landbrugsprodukter produceret i Himmerland som tak for indsatsen.

– Opgaven for kredsbestyrelsen er at få Himmerland tilbage i folketinget ved næste valg, hvilket også kræver opbakning af alle Venstre medlemmer, slutter han.

 

På fotoet herover er det Venstre-frontfigur i Rebild Kommune, Gert Fischer, som er midtpunkt i godt selskab med kredesens folketingskandidat Marie Bjerre og eks-minister Eva Kjer Hansen.