Rebild Turistforening fik succes med herregårdsbesøg

Annonce

Der var fuldt hus ved de to herregårdsbesøg på Dragsgaard og Thustrup, som Rebild Turistforening på det seneste har arrangeret og gennemført.

– Besøget på Thustrup var en gentagelse af arrangementet fra sidste år, hvor vi havde mere end 80 deltagere på venteliste, udtaler Turistforeningens tovholder, Jens-Peder Vium.
– Vi har foreløbig besøgt fire slotte og herregårde i vores lokalområde. Vi kalder det ”Kig inden for”, og forventer at have et nyt besøg på programmet i foråret 2018, oplyser han.
På Dragsgaard var det ejeren, Niels Hjorth, der viste rundt: – Det er dejligt at mærke en så stor interesse for, hvad vi går og laver her på gården, siger Niels Hjorth. Som afslutning var der dækket op med kaffe og kage i et maskinhus. Her blev der blandt andet fortalt om gamle dage på gården, idet en af deltagerne havde været køkkenpige på stedet i sine ganske unge dage.

900 hektar dyrket areal
På Thustrup var det igen ejerfamilien, der viste rundt. Dels den nuværende ejer, Erik Hjorth, som er 6. generation af familien Hjorth på Thustrup, dels Eriks far, Flemming Hjorth, som bor i aftægtsboligen ved vandkraftsøen.
Erik Hjorth ejer og driver også herregårdene Stranderholm og Klarupgaard, i alt 900 hektar dyrket areal. – Man skal have landbrug som hobby, ellers skal man ikke gå ind i ting som det her, siger Erik Hjorth om det at drive tre herregårde som et familiebrug med bare fire fast ansatte.