Støvring udforskes af turistforeningen – kom og vær med!

Annonce

”Oplev det nye rådhuskvarter i Støvring” lyder opfordringen fra Rebild Turistforening, som onsdag aften den 27. september inviterer til en vandretur, som skal være en ”øjenåbner” for alle fastboende, som ikke lige har bemærket alle de seværdigheder, byen rummer.

– Nu har jeg for eksempel boet i Gl. Skørping i 30 år uden at ane, at der løber en å under Hobrovej i den sydlige del af Støvring, siger Jens-Peder Vium fra Turistforeningen.
– Selv omman ofte er kommet et sted, skal man ikke tro, man kender det. Derfor håber vi, at rigtig mange, der tror de kender Støvring, vil benytte chancen for at kigge inden for de fire steder, vi har udvalgt til arrangementet den 27. september: Mastrup Ådalsruten, Støvring Bibliotek, Ungecenter Nord og Rebild Kommunes nye Rådhus.

Nye muligheder
Besøget på de fire steder er lagt til rette, så deltagerne starter ved Karensmindeskolen og derefter går ad den afmærkede Ådalsrute frem til jernbanen.
– Det kunne være, at åens løb ind gennem byen overraskede en og anden, lyder det fra Jens-Peder Vium, som fortæller at arkitekt Bo Høholt vil være guide på denne del af turen.

Hva’ laver de derinde..?
– Så vender vi om og går tilbage til Grangårdsvej, hvor biblioteket og Ungecenter Nord ligger som to bygninger, der tydeligvis er tegnet af den
samme arkitekt; – men hvad foregår der inden for i disse nye bygninger, spørger Jens-Peder Vium på vandredeltagernes vegne.
Så nyligt som den 2. i denne måned holdtes indvielsen af biblioteket. Inden for er det bibliotekar Lone Skov og souchef Kristine Thilemann fra Ungecenter Nord, der tager imod, viser rundt og ikke mindst fortæller om alle de ting, der tilbydes.

Nye muligheder
I forbindelse med indvielsen holdt Kommunen åbent hus på Rådhuset, men denne gang har turistforeningen valgt at sætte fokus på byrådspolitikernes faktiske brug af det nye rådhus.
Det vil borgmestersekretær Niels Larsen fortælle om i byrådssalen.
Om arrangementet fortæller arkitekt Bo Høholt, som er Rebild Turistforenings tovholder på arrangementet:
– Her tilbyder vi en travetur og tre virksomhedsbesøg pakket som ét arrangement med indlagt spisepause. Vi får nemlig sandwich med øl eller vand, når vi ankommer til biblioteket.