Mange idéer ved ”krisemødet” om Støvrings fremtid

Annonce

Formand Mogens Dam Andersen og de øvrige medlemmer af Støvring-Sørup Lokalråd kunne sammen med deltagerne glæde sig over en god dialog og debat blandt de 60 fremmødte borgere, som forleden deltog i det offentlige borgermøde om ”Støvring i krisens tegn”, hvor flere gode idéer blev luftet.

Støvring-Sørup Lokalråd fik dermed indfriet forhåbningerne om en god debat med borgerne i Støvring til krisemødet i STUBhuset.Jeppe Søe var hentet ind som ordstyrer og gav et inspirerende oplæg til idéer og debat.

”Fællesskab
gør en by stærk”
– Der sker rigtig mange gode ting i Støvring, fastslog Jeppe Søe i sit oplæg og fortsatte:
– Der er mange foreninger og stort aktivitetsniveau, mange forretninger og dagligvarebutikker, gode transportmuligheder med motorvejen tæt på, flere virksomheder, mange nytilflyttere og generelt stor interesse for byen.
Så han oplevede ikke, at Støv-ring er i krise nu, men at byen kan ende med at komme i krise, hvis borgerne ikke står sammen som et fællesskab, snakker sammen, mødes og bruger hinanden og byen, bakker op om fælles aktiviteter, butikker m.m.
”Fællesskab gør en by stærk”, lød Jeppe Søes konklusion blandt andet.

Børn og unge, fælles areal for alle og opdeling i byen
Blandt deltagerne til mødet blev der snakket meget om mulighederne for byens unge, og at der mangler et sted, hvor de har mulighed for at være på deres egne præmisser – som ligger uden for mulighederne ved Ungdomsskolen.
”Støvrings unge er fornuftige unge mennesker, som er godt med, men der mangler aktiviteter eller steder, som appellerer til dem, og hvor de kan mødes på tværs af foreninger. Mange unge søger til andre byer for fx at skate eller lignende, lød det”.

Husk fællesskab på tværs
Der blev også talt meget om, at Støvring grundet sin størrelse er opdelt i mindre subkulturer alt efter, hvilke områder af byen man bor i. Holdningen var, at det ikke er muligt at lave Støvring til et landsbysamfund, da der trods alt er 8.000 indbyggere, men at byens borgere skal huske at bruge deres medborgere samt byens aktiviteter og foreninger for at skabe et godt fællesskab på tværs.

Tilflytter-arrangement
og Generationernes Hus
Nogle af de konkrete forslag til mødet var en idé om et eller to årlige arrangementer for alle nytilflyttere, hvor byen, foreninger m.v. kan få mulighed for at præsentere sig, så folk ved, hvad der sker i byen, og fx hvilke sportsgrene man kan gå til.
Derudover var der også et ønske om at gøre Ungdomshuset til et generationshus, hvor pensionister med flere kan bruge Ungdomshuset i dagtimerne, da der mangler et fælleshus eller måske blot et velegnet lokale til denne målgruppe.
Mange grønne muligheder
Der var også god debat om ”de grønne muligheder” i Støvring, som flere mente skal tænkes meget mere ind i planerne for byen.
Desuden blev der blandt andet snakket om grunden, hvor Materielgården ligger, og hvor der i den kommende tid skal skabes noget nyt, – hvilket endnu ikke er fastlagt.

Mange idéer kom frem
Til krisemødet var idéerne mange, og ønsket var et fælles sted for alle med både natur og forskellige aktivitetsmuligheder, som kan være med til at skabe fællesskab i byen.
Slutteligt opfordrede Jeppe Søe borgerne til at tænke over, hvor de sætter deres kryds ved byrådsvalget den 21. november i år, og vælge lokale kandidater fra byen, som vil noget godt for Støvring.
– I Lokalrådet vil vi i den kommende tid se på de konkrete forslag, som vi modtog til borgermødet og på mail, med henblik på at lave en plan for vores fremtidige arbejde og kommende indsatser, fortæller formand for Støvring-Sørup Lokalråd Mogens Dam Andersen.