Biograf-premiere på “Træfningen ved Hollandshus”
Efter syv års research, optagelser og redigering, er der onsdag den 15. november endelig biografpremiere på den lokalproducerede drama-dokumentarfilm ”Træfningen ved Hollandshus”.
Mange af de medvirkende, både bagved og foran kameraet, vil være tilstede ved premieren, som iøvrigt er inklusiv kaffebord med hjemmebag à la 2. verdenskrig, som Kirsten Hüttemeier ville have bagt.
Henrik Bugge Mortensen, som har tilrettelagt og instrueret, fortæller om baggrunden for at lave filmen og
det store arbejde, som ligger bag. Efter premieren er der stort kaffebord med hjemmebag bagt efter Kirsten Hüttemeiers opskrifter fra perioden under 2. verdenskrig.
– Det er i den forbindelse
lykkedes at skaffe det nødvendige antal rationeringsmærker til indkøb af bl.a. smør og sukker, så vi kan love, at der ikke er sparet på noget, fortæller arrangørerne i Kinorevuen.
Dramatisk hændelse
med kold likvidering
”Træfningen ved Hollandshus” er beretningen om en af de allermest dramatiske hændelser under 2. verdenskrig, der tog sin begyndelse natten mellem 17. og 18. august 1943, da 12 modstandsfolk stod ved Madum Sø i Rold Skov, klar til at modtage våben og sprængstof fra et engelsk Halifax fly.
Det endte i direkte ildkamp mellem modstandsgruppen fra Aalborg og den tyske
besættelsesmagt.
Niels Erik Vangsted blev skudt og Poul Kjær Sørensen taget til fange.
Stor folkelig protest
Begravelsen af Niels Erik Vangsted få dage senere resulterede i strejker og oprør i Aalborg, hvor mange mistede livet. En direkte årsag til, at den danske regering 29. august 1943 afbrød
samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.
Den sidste overlevende fra modstandsgruppen, tidl. politiassistent Karl Peter Madsen (90 år), er filmens gennemgående fortæller.
I filmen medvirker også tidl. politiassistent Erik Lottrup (99 år), som oplevede de dramatiske dage i Aalborg i august 1943, og tidl. overlæge Aage Astrup (104 år), der foretog en ”obduktion” af Niels Erik Vangsteds lig.
Lokale statister
Hele hændelsesforløbet er dramatiseret med hjælp fra lokale statister og rollespillere i tyske uniformer. Dokumentarfilmen er så vidt muligt optaget på de autentiske lokaliteter.
Filmen skilder begivenhederne minut for minut – turen fra Aalborg til nedkastningspladsen ved Madum Sø,signalgivningen til den engelske flyvemaskine, selve nedkastningen, indsamlingen af containere, der var fyldt med våben og sprængstof, turen på generatorlastbilen tilbage til Skørping, mødet med de tyske soldater, turen gennem stationsbyen med tyskerne lige hælene, træfningen ved Hollandshus og flugten ind i skoven.
Tre forestillinger ialt
Filmen er tilrettelagt og instrueret af Henrik Bugge Mortensen, musikken er specialkomponeret af
Claus Tanderup, Morten Rasmussen har fotograferet og Jógvan Olsen har redigeret.
”Træfningen ved Hollandshus” er produceret af Bugge & Olsen Kommunikation ApS.
Der er udover premieren onsdag aften den 15. november planlagt yderligere to forestillinger i Kinorevuen, nemlig lørdag 18. og søndag 19. november.
Også ved disse forestillinger vil Henrik Bugge Mortensen fortælle om filmens tilblivelse.
Billetter købes på www.kinorevuen.dk, hvor der også er mere info.