Smart dobbelt-køretøj til Terndrup Ældrecenter
Møllebakken er lidt af en udfordring, når de ældre fra Terndrup Ældrecenter skal til byen. Men nu er det blevet meget lettere for både beboere og ansatte at udnytte klippekortordningen til at få handlet ind.
Forleden kunne formanden for Brugerrådet, Knud Pedersen, sammen med viceborgmester Allan Busk nemlig overrække en spritny ”Ferrari” – eller rettere sagt: En dobbelt el-scooter til centret, så ældre og ansatte fremover kan køre til byen to og to.
Løsning i sigte
– Det har længe været en udfordring at udnytte klippekortordningen, fordi Møllebakken er så stejl, fortæller brugerrådsformand Knud Pedersen.
– Men helt tilfældigt opdagede jeg, at man kunne få en dobbelt el-scooter, og spurgte på hvad sådan én kostede.
Det løb op i godt og vel 30.000 kroner, og derfor gik Brugerrådet i gang med at søge penge til indkøbet.
– Vi søgte fire steder, men var så heldige at få hele beløbet fra Pensioniststøtte-
fonden, fortæller Knud Pedersen.
Skabte ekstra glæde
ved hyggeeftermiddagen
Scooteren blev overrakt i forbindelse med en festlig hygge- og musikeftermiddag på Terndrup Ældrecenter, hvor Allan Busk, som repræsentant for Pensioniststøttefonden, der har doneret pengene, overdrog nøglerne til dobbelt-køretøjet til beboernes repræsentant i Brugerrådet Harald Jensen og SSA elev Cecilie Sørensen.
– Jeg er glad for at kunne overrække nøglen og glæder mig over, at brugerrådet endnu en gang har lavet et stort arbejde for beboerne her på centret, sagde Allan Busk ved overrækkelsen.
El-scooteren kører iøvrigt op til 40 kilometer på en opladning og topfarten er 18 kilometer i timen.
FOTO: Allan Busk overrækker nøglerne til beboerformand Harald Jensen og SSA elev Cecilie Sørensen. Brugerrådsformand Knud Pedersen ser til i baggrunden.