Aars-kunstnere viser malerier og stenkunst i Kig Ind fra søndag
Det er et kreativt senior-ægtepar, som fra på søndag eftermiddag den 13. maj og den følgende halvanden måneds tid viser eksempler på hver sin kunstneriske udtryksform i kultur- og medborgerhuset Kig Ind, Nørager. Hanna og Orla Pedersen, Aars, er begge passionerede kunstnere, hun inden for maleriet, han inden for stenskulpturer. – Og så er der endda også mulighed for at nyde ”glaskunst” ved ferniseringen på søndag, da Kig Ind byder på en lille én til halsen…
Hanna Pedersen fortæller, at hun altid har haft lyst til at tegne og male, men fandt ikke tiden til det før hun blev pensionist.
Hun maler naturalistisk og med akrylmaling på lærred. Hun finder sine motiver i naturen, og derfor kan man se mange dyr i hendes motiver. Hun bliver ofte spurgt, om hun sidder ude i naturen og maler, men det foregår altid igennem foto, hvor hun kan fastholde det valgte motiv fra start til slut.
Hanna har også eksperimenteret med portrætter og enkle malerier med bibelske motiver. Derudover leger hun også med inspiration af motiver fra internettet.
Hun har fulgt flere kurser hos Vita Pedersen i Åbybro. Desuden har Hanne udstillet mange forskellige steder. Hun maler iøvrigt gerne på bestilling.
Både granit og marksten
Orla Pedersen har også en kunstnerisk åre, som blev synlig gjort ved pensionsalderen. Hans store passion var at hugge i sten, – og er det stadig, især efter han gennemgik et stenhuggerkursus i Vesterbølle i 2002.
Orla arbejder både i granit og marksten som han former i forskellige kunstværker, men hans foretrukne materiale er granit. – markstenene er dog også spændende, da de ofte viser sig meget flotte i mønstrene efter poleringen.
Han har lavet en del store sten med gårdnavne og husnummer, som står forskellige steder i Himmerland.
Hanna og Orla udstiller
ofte sammen, så som Tidens Kunst i Messecenter Aars, Kunst for alle i Skive Hallen, samt andre lignede udstillinger.