Årsmøde med flot Frivilligpris til Nina Krogh fra Øster Hornum

Annonce

Nina Krogh fra Øster Hornum fik årets Frivillighedspris for sit mangeårige arbejde med ældre i lokalområdet. Prisen blev overrakt af Sundhedsudvalgets formand Annette Søegaard på årsmødet for de frivillige sociale organisationer.

Frivilligprisen 2016 gik til Nina Krogh, fordi hun gennem mange år har været drivkraften i arbejdet med ældre i lokalområdet. Hun kan se tilbage på en utrættelig indsats i besøgstjenesten Ældre hjælper Ældre, i pensionistforeningen, i ældrerådet og ved lokale arrangementer som danseaftener, julemarked og meget mere. Selvom Nina Krogh på grund af helbredet har droslet ned for aktiviteterne, så er hun fortsat aktiv i besøgstjenesten, og ingen går forgæves, hvis der er brug for hjælp og et trøstende ord.

Tre kandidater

Det var Sundhedsudvalgets formand Annette Søegaard, der på Frivilligrådets vegne overrakte blomster, diplom og et smukt glasfad til en meget glad prismodtager. Frivilligrådet uddeler hvert år Frivilligprisen inden for det frivillige sociale arbejde. I år var tre kandidater indstillet. Ud over årets vinder, Nina Krogh fra Øster Hornum, var det Bente Bislev Jensen fra Støvring og Bente Lyndorff fra Skørping.

Nyt frivilligråd

Årsmødet bød også på taler og valg af nyt frivilligråd. Sundhedschef Anne Marie Holm takkede de frivillige organisationer for deres store indsats og for det gode samarbejde med kommunen. Frivilligrådets formand Gerda Pinstrup fortalte om rådets arbejde i det forløbne år. Det nye frivilligråd, der blev valgt på årsmødet, består af Pia Christensen, Lis Pedersen, Søren B. Pedersen, Knud Christensen, Gert Jensen, Mona Høegh og Hans Rønnau. Suppleanter blev John Schøsler og Conni Steffensen.

Frivillig på Boblberg.dk

Årsmødet bød også på et besøg af Nikolaj Stæhr, Rasmus Stæhr og Anders Stæhr, mændene bag Rebild Kommunes nye elektroniske borgerportal Boblberg.dk. De fortalt om, hvordan man via Boblberg.dk bl.a. kan finde frivilligjobs, tilbyde sig som frivillig eller finde en makker til en fælles hobby eller aktivitet. Musikterapeut Pernille Holland-Thorhauge sluttede aftenen med et foredrag om sit arbejde med demente og ældre borgere.