En aften med kryddersnapse og gode oste
Så er der igen lagt op til overholdelse af en af årts faste og populære traditioner: Boldrup Museums snapselaug indbyder onsdag den 9. november til snapseaften på det lille museum ved Stenild. Ligesom de foregående år vil nogle af laugets medlemmer fortælle om deres erfaringer med at lave kryddersnapse, og selvfølgelig vil der også være rigeligt med smagsprøver. I år vil bl.a. et af museumsforeningens nye bestyrelsesmedlemmer, Jens Christian Skov – jordbæravleren fra Binderup – give eksempler på, hvad han har i sine flasker.
Museumsforeningen har til lejligheden også allieret sig med snapselauget fra Herregården Hessel, hvorfra nogle af medlemmerne vil fortælle om deres erfaringer med kryddersnapsene; mon ikke også der her vil være en enkelt smagsprøve eller to..?
Prisbelønnet ostebord
En fast tradition er, at kryddersnapsene denne aften akkompagneres af forskellige oste, som et andet af Boldrup Museumsforenings bestyrelsesmedlemmer, Tage Christiansen, står for.
Tage Christiansen er forhenværende mejeribestyrer på Nørager Mejeri og har kort forinden arrangementet været til den store fødevaremesse, International Food Contest, i Herning, hvor han har valgt aftenens oste med stor omhu.
Lav aftale om hjemkørsel
Det plejer at være en velbesøgt aften; de sidste to år har der været fuldt hus. Mange af dem, der møder op, er allerede selv godt i gang med at lave kryddersnapse, så der bliver udvekslet mange erfaringer hen over bordene. – Men det kræver iøvrigt ingen særlige forudsætninger at deltage; en god kryddersnaps kan de fleste forstå, fortæller Alice Østergaard, bestyrelsesmedlem i Boldrup Museumsforening og ”forkvinde” i snapselauget.
Entréprisen til aftenarrangementet på fredag – inklusiv snapse, oste og brød – er ”en flad hund”.
Man kan også læse om snapseaftenen på Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside, nordmus.dk.
Alice Østergaard anbefaler i øvrigt, at man på forhånd har aftalt, hvem der skal køre bilen hjem efter dette lidt specielle museumsbesøg.