Aktivt spejderliv i Støvring trods sne og frost

Annonce

Mange udendørs aktiviteter lægges lidt væk, når sneen falder og frosten bider, – men ikke Familiespejd hos Det Danske Spejderkorps i Støvring. Her fortsætter både børn og voksne for fuld kraft.

Uden for spejdergården i Støvring lå der masser af sne og det frøs et par grader. Det var dog ikke et problem for familiespejderne, som forleden var samlet ved flagstangen i vintervejret.

”Støtteflag” blev hejst

Inden børn og voksne skulle i gang med dagens program skulle det nye flag ved spejdergården hejses.

Flaget er købt ind for noget af den støtte spejderne har fået fra Fritidsrådet i Rebild Kommune.

Lys og vildfuglehjælp

Dagens program bød også på fremstilling af konservesdåselamper og kokosnødde-foderhus til de vilde fugle.

Konservesdåserne var forinden blevet fyldt med vand og stillet i fryseren, så de var fyldt med is. Det gjorde det lidt lettere at lave et mønster i dåsen med et søm eller skruetrækker uden dåsen blev banket helt flad.

Da det kan være lidt risikofyldt for små fingre at holde på et søm og samtidig banke det gennem en dåse, blev et par ”sømholdere” hurtigt opfundet, og så kom der ellers gang i bankeriet.

Samtidig arbejdede andre med at lave kokosnødder om til små foderbrætter til de vilde fugle: Som det første skridt blev kokosmælken tømt ud. For flere af familiespejderne var det første gang, de fik smagt på frisk kokosmælk, og at dømme efter ansigtsudtrykkene er der ikke behov for dette igen inden for en overskuelig fremtid…..

Derimod var der god afsætning af dén kokos, som blev taget ud af nødderne, for selv om man ikke kan lide kokos derhjemme, så smager det meget bedre, når man selv piller det ud af en kokosnød.

Kokosnødderne blev fyldt med en blanding af fedt og vildtfuglefoder, så fuglene kan komme godt gennem vinteren.

Gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen oplyser, at der i øjeblikket er 2-3 ledige pladser hos familiespejd (3-6 år) ved Det Danske Spejderkorps i Støvring.

Interesserede er velkommen til at se nærmere på hjemmesiden www.spejd.com