Alternativet i Rebild har medlemsfremgang

Annonce

Uffe Elbæks stadig ret nye parti Alternativet har nu omkring 10.000 medlemmer på landsplan: – I Rebild Kommune går det også godt, og aktivitetsniveauet er højt, fortæller Susanne Zimmermann fra lokalafdelingen.

Ligesom Alternativet et gået frem i meningsmålingerne, er partiet med andre ord også vokset lokalt i Rebild-området.

Efter folketingsvalget sidste år arbejdede Vesthimmerland og Rebild Kommune sammen inden for Alternativets regié.

Går hver for sig

– Nu er der kommet så mange medlemmer, at de kan gå hver for sig og arbejde mere målrettet med Alternativets lokale politik frem til kommunalvalget i efteråret 2017, fortsætter Susanne Zimmermann.

Hun fortsætter: -Aktivitetsniveauet er højt til møderne i Rebild Kommune, og nu er vi virkelig klar til at få dannet en bestyrelse og gøre os klar til kommunalvalget.

– Derfor har vi også inviteret Melanie Simick, Alternativets byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune, til at komme og fortælle om den Alternative politik i Mariagerfjord. Det sker den 22.juni på Kulturstationen.

Hvad er svaret…?

Der har i de seneste halvandet år været holdt månedlige møder ,og lokalforeningen har vendt flere temaer: Er svaret på Danmarks og resten af verdens fremtidige udfordringer fx. kun økonomisk vækst? Hvilken rolle spiller vores banksektor o.s.v.

Iværksætteri er også et af Alternativets temaer, og i den anledning havde Alternativet Rebild i maj måned arrangeret virksomhedsbesøg på Søndergården i Gl. Skørping, en socialøkonomisk virksomhed.

– Til vores arrangementer er alle interesserede velkommen til at deltage og blande sig i debatten, slutter Susanne Zimmermann.