Babuu babuu… Tumlehøj rykker ud
Op til påske har Spættestuen i daginstitutionen Tumlehøj i Suldrup arbejdet med temaet førstehjælp. I den forbindelse var de for nylig på besøg på brandstationen i Aars. Her stod tre brandmænd klar til at modtage børnene, som fik lov at sprøjte med rigtige brandslanger, sidde i brandbilerne og høre om alt det andet udstyr, som brandmændene benytter i deres arbejde. Det var en stor oplevelse for både børn og pædagoger, der tog trætte hjem efter en god dag på brandstationen. Dagen efter blev der holdt børne-førstehjælpskursus i Tumlehøj. Førstehjælps-temaet fortsætter desuden i denne uge, hvor Spættestuen skal arbejde med Sikkerhedspakken fra Børneulykkesfonden.






