Badmintonkammerat i Skørping redder liv, – andre lokale kan med fordel lære det samme

Annonce

Sammen med Hjerteforeningen i Rebild tilbød Borgerforeningen forleden et kursus i Livgivende Førstehjælp.

– Hvert år rammes omkring 3.500 danskere af hjertestop uden for hospitalerne; – det er ca. 10 om dagen, fortalte Hjerteforeningens instruktør og fortsatte med en alarmerende kendsgerning: –  Kun ca. 175 af disse mennesker overlever, men chancen for at overleve et hjertestop kan fordobles og endda tredobles, hvis nogen i nærheden kan yde genoplivning indtil ambulancen kommer.

Tiden er med andre ord særdeles knap ved et hjertestop. Når hjertet ikke længere pumper blod og dermed ilt rundt i kroppen, tager kroppens organer meget hurtigt skade. Derfor er det utrolig vigtigt, at genoplivning sættes i gang så hurtigt som muligt.

Lokalt eksempel

Det kunne lokale Bo Høholt bekræfte: Under en badmintonkamp i Skørpinghallen fik Bo et hjertestop. Heldigvis var Anders Isaksen tilstede –  han havde netop været på kursus i livgivende førstehjælp – så han greb resolut ind og gik i gang med hjertemassage, fik andre til at ringe 112 og at hente den hjertestarter, som befandt – og befinder! – sig i Skørpinghallen.

Ambulancen var heldigvis lige i nærheden, så Bo kunne få videre behandling på vej til Aalborg. Alt gik godt, og Bo har overhovedet ikke haft gener bagefter.

– Uden at kunne dokumentere det, så mener vi, at Anders’ hurtige indgriben, har medvirket til den lykkelige udgang, lyder det fra Birthe Nielsen, Hjerteforeningen i Rebild.

Prøvede det i praksis

Efter Bo Høholts fortælling blev deltagerne undervist i, hvordan man giver hjertemassage og kunstig åndedræt, og hvordan man bruger en AED/hjertestarter.

Så var tiden kommet til at få deltagerne ud på gulvet og afprøve det i praksis, de var blevet undervist i.

Mange var meget overraskede over, hvor hårdt man skulle trykke, når man giver hjertemassage, og på et spørgsmål om man ikke kunne gøre skade, var svaret fra instruktøren: – Når du får hjertestop, er du i realiteten død og så kan det jo ikke blive værre, hvis du under genoplivning får nogle skader på ribben eller indre organer; lægerne kan behandle disse efterfølgende.

Hjertestarteren guider brugeren

Deltagerne blev også trygge ved hjertestarteren, da de fandt ud af, at den hele tiden fortæller, hvad man skal gøre.

– Alt i alt en rigtig god aften, for det er rart at sende endnu 25 personer hjem med viden om, hvad man skal gøre, hvis en person i ens nærhed får hjertestop, slutter Birthe Nielsen fra den lokale afdeling af Hjerteforeningen og opfordrer samtidig til, at endnu flere fra Rebild-området får et kursus i Livgivende førstehjælp.

 

Hans Henrik Borup Laugesen

[email protected]Reklamelink