Benamputerede til livsbekræftende sportsdag i Rebild
På lørdag den 21. maj bliver der ”gang i den”, når en stor gruppe livsglade mennesker mødes, med i hvert fald én ting tilfælles: De har ALLE oplevet at få amputeret et eller begge ben, og er derfor afhængige af diverse hjælpemidler for at få den bedst mulige dagligdag.
Bandagist-virksomheden Sahva er arrangør og sponsor for sportsdagen, som finder sted på Comwell Sport Rebild fra midt på formiddagen til sidst på eftermiddagen.
– Alle er velkomne, og det er ikke et krav, at man er kunde hos Sahva, men man skal som minimum være selvhjulpen for at kunne deltage, lyder det fra arrangøren.
– Som deltager får man mulighed for at prøve forskellige sportsgrene, forbedre sin gang og sin teknik, fortæller Lisbet Pagter, klinikchef hos Sahva i Aalborg.
– Men ikke mindst giver sportsdagen også udfordringer og socialt samvær med andre benamputerede, understreger hun.
Bandagister fra Sahva står sammen med fysioterapeuter klar til at vejlede og instruere deltagerne på sportsdagen.
Hvor er begrænsningerne.?
På den tilsvarende sportsdag sidste år fandt deltagerne hurtigt ud af, at begrænsningerne for benamputerede ofte sidder i hovedet og ikke i benprotesen. Der blev dyrket alt fra yoga til hurtigløb med benprotese.
Løb igen for første gang
– Jeg har altid været meget aktiv, så det var helt fantastisk at komme til at løbe igen, fortæller 33-årige Kirsten Bisgaard, som fik sit ene ben amputeret for tre år siden, i marts 2013, på grund af en celletumor i ankelen.
– Det var bare SÅ fedt, og jeg følte det lidt som før operationen, fordi løbeprotesen giver efter, præcis som et normalt ben gør det, understreger hun.
”Det var rigtig godt”
– Det var første gang, jeg mødte andre benamputerede, og det var rigtig godt, fortæller en anden af sidste års deltagere, Kim Veggerby Nicolajsen, og beskriver sportsdagen som motion og leg på én gang.
– Jeg har lært utroligt mange ting på sportsdagen ved at se de øvrige deltagere og snakke med dem om de samme problemstillinger, jeg også selv har haft, fortæller han.
Alle deltagerne på sidste års sportsdag for benamputerede var efter dagens aktiviteter enige om, at netop dét at være sammen med andre benamputerede betød rigtig meget, så mon ikke de fleste møder op igen på lørdag til det livsbekræftende og iøvrigt ganske gratis arrangement…?