En beskeden ildsjæl fra Ravnkilde fylder 70
Helge Gårn fra Ravnkilde runder i denne måned de 70 år. I denne anledning vil bl.a. hans kollegaer i Ravnkildearkivets bestyrelse give ham et skulderklap og stor tak for, hvad han gennem tiden har betydet for byen Ravnkilde. Derfor bringer Vores Avis her et kort portræt af en alsidig, men beskeden ildsjæl – og stort tillykke med den runde dag!
De fleste kender Helge Gårn som daglig leder af Ravnkildearkivet, eller har set ham optræde som tryllekunstner ved diverse arrangementer. Mange vil også huske ham fra Ravnkilde Skole, hvor han fra 1971-2006 var lærer og viceskoleleder. Som viceskoleleder skrev Helge Gårn teksten til Ravnkilde Skoles skolesang. Sangen, med det poetiske navn ”Livets Kædeleg”, synges fortsat ofte på Ravnkilde Skole.
Ravnkildearkivet
Helge Gårn er også fortsat at finde på skolen, idet Ravnkildearkivet har til huse her. Helge Gårn er daglig leder af Ravkildearkivet og sidder desuden i dets bestyrelse, som kasserer. Ravnkildearkivet har eksisteret siden 1986, og Helge Gårn har været med til at bygge det op fra bunden. Arkivet har siden starten haft plads på Ravnkilde Skole – til gavn og glæde for både arkivet og skolen. Arkivet drives af Lokalhistorisk Forening for Ravnkilde Sogn, der i skrivende stund har 365 medlemmer. Hvert år afholdes tre arrangementer: generalforsamling, udflugt og åbent hus. Næst kommende arrangement er den årlige udflugt, som i år går til Århus Kunstakademi. Det er lørdag den 4. juni. Derudover bliver der mulighed for at besøge arkivet – og her hilse på Helge Gårn – søndag den 25. september 2016. På www.vores-avis.dk
kan du læse mere om sidste års arrangement. Artiklen ledsages af en række billeder – venligst tilsendt af Helge Gårn.
Trylleri – altid god underholdning
Ved siden af den frivillige indsats i Ravnkildearkivet nyder Helge Gårn pensionisttilværelsen med blandt andet at spille fodbold og optræde med trylleri. Sidstnævnte kunne opleves i Mejlby i august sidste år, hvor Helge Gårn var blandt de optrædende ved en festival, der havde til formål at samle penge ind til et nyt tag på Mejlby Borger- og Kulturhus. Her tryllebandt Helge Gårn publikum med fascinerende tryllekunster i særklasse.