Bjarne Johansen afløser Arne Asp som leder af populære Rebild Husflid

Annonce

Rebild Husflid havde samtlige sine hold fyldt op i 2017, lød det fra formand Gunnar Pedersen på generalforsamlingen forleden, og det takkede han foreningens meget engagerede og inspirerende lærere for.

Rebild Husflid har fået ny leder, da Arne Asp efter mange år på posten ønskede at stoppe, og Bjarne Johansen har på opfordring fra bestyrelsen sagt ja til at overtage lederposten.
Formanden takkede den afgående leder for det store mangeårige engagement, han har udvist.
Desværre havde man måttet sige farvel til aktiviteten glaslumpning og afviklet ovne og andet dertil.
Rebild Husflid vil dog forsøge at fortsætte aktiviteten i samarbejde med Skovsgårds Glaskunst.

Succesfuld udstilling
Årets udstilling blev en fin succes, og formanden takkede de mange frivillige, som havde bidraget med arbejde i denne forbindelse.
Til sidst blev også bestyrelsen takket for et godt samarbejde gennem det forgangne år. Kassereren fremlagde det reviderede regnskab, som viste, at 2017 også økonomisk var gået godt, og regnskabet blev godkendt enstemmigt.
Bestyrelsesmedlemmerne Peter Toft Christensen og John Madsen, suppleanterne Alex Kristensen og Peter Højgaard Sørensen samt den ene af foreningens revisorer, Henry Kjeldsen, var på valg og blev alle gen-valgt.

Udstilling i Stubhuset
den 24.-25. marts
Den traditionsrige udstilling vil i år finde sted lørdag- søndag den 24.-25. marts i Stubhuset, Støvring.