Boldrup Folkedansere samlede 85 til årets legestue

Annonce

Boldrup Folkedansere havde fin opbakning til den traditionelle årlige legestue i Kig-Ind i Nørager forleden.

85 personer mødte op til kaffe med kringle og lagkage, inden dansen gik i gang og blev ledet af Dorte Mølgaard, mens ”Ivan Tang & Co.” (det glade firkløver herover) sørgede for musikken.

Det var en virkelig hyggelig og fornøjelig aften med stor danseglæde, da de mange folkedanser-klassikere tonede frem fra kvartettens violin, fløjte, harmonika og gulvbas.

Foreningen har iøvrigt for nylig holdt generalforsamling med genvalg på alle poster, bortset fra foreningens fanebærer, og her blev Aage Laustsen nyvalgt for en to-årig periode.

Formand for Boldrup Folkedansere er Keld Balle, og nye interesserede kan kontakte ham for at høre om medlemskab med videre.