Boldrup Museumsforening: 50-års jubilæum lørdag aften med gratis film: ”Før Frosten” i 4D
”Film i 4D” lyder højteknolo-gisk, men faktisk er det i bogsta-velig forstand helt nede på jorden, når Boldrup Museumsforening på lørdag aften den 31. august fejrer sit 50-års jubilæum. Alle sejl er sat, og filmen ’Før Frosten’ vises således udendørs på et kæmpe lærred mellem de stråtækte længer på det gamle husmandssteds gårdsplads.
– Det er helt oplagt, at vi har valgt at fejre jubilæet på den her måde. ’Før Frosten’ foregår i det miljø, man kan opleve på Boldrup Museum, og filmen kunne såmænd snildt være optaget her. Så vi tænkte, det kunne være en hel unik oplevelse for gæsterne at sidde midt i miljøet – med skræppende gæs og brægende får i baggrunden – og se Michael Noers fantastiske film, fortæller museets naturvejleder og medarrangør, Gert Rubæk.
Velfortjent frivillig-middag
Jubilæumsfesten starter allerede sidst på eftermiddagen, som det fremgår andetsteds: Her er de frivillige, som er helt uundværlige for museets formidling, indbudt til en stor festmiddag. Når spisningen for de indbudte gæster er færdig, slås bommen op for alle, der har lyst til en noget anderledes filmoplevelse under åben himmel.
Jubilæet er støttet af Nordjyllands Historiske Museum og af Sparekassen Hobro Fonden, Jutlander Bank, og forestillingen er derfor ganske gratis for publikum. Undervejs byder museumsforeningen oven i købet også på softice og kaffe m.m.
– Vi glæder os rigtig meget til aftenen! Vi har før prøvet at lave en udendørs biografforestilling, og det var en stor succes.
Både lystighed og alvor
– ’Før Frosten’ er måske ikke den sjoveste film til sådan en festlig lejlighed, men det er en fantastisk film, og der bliver også suppleret med lidt levendegørelse af den lystige slags, så vi er sikre på, at gæsterne nok skal få en god aften, siger Gert Rubæk og slutter: – Vi håber selvfølgelig, at vejret er med os, men for en sikkerheds skyld er vi også klar med nogle telte. Gæsterne skal dog huske at trække i tøj, der passer til vejret.
Et varmt tæppe vil heller ikke være af vejen, og selvom der er bænke og en del stole til rådighed på museet, vil en behagelig stol også være en god ting at medbringe. Deltagelse til filmforevisningen kræver ingen tilmelding og er som nævnt ganske gratis. Filmen starter 20.30, men man skal komme lidt før, så alle er på plads, når filmen starter.
Lidt fakta om Boldrup Museum:
Boldrup Museumsforening blev stiftet for 50 år siden i 1969. Initiativtager til museet var Niels Jørgen Østergaard, der var søn på gården over for museet. Niels Jørgen var dengang teenager, men regnes alligevel som museets grundlægger. Niels Jørgen Østergaard er i dag leder af Jagt- og Spillemandsmuseet i Rebild. Er også æresmedlem i Boldrup Museumsforening.
Boldrup Museumsforening købte i 1974 ejendommen af Niels Jørgen Østergaards forældre for 30.000 kr.
I 1976 dannedes Sydhimmerlands Museum – et museumssamarbejde mellem Hobro, Arden og Nørager kommuner. Museet opnåede statsanerkendelse. I 1980 startede museets skoletjeneste officielt.
I 2008 byggedes ny stald og formidlingsbygning. Dyreholdet udvidedes, således at museet lige siden året rundt har haft en bestand af forskellige gamle danske husdyrracer.
I 2009 fusioneredes museet med Nordjyllands Historiske Museum.
Boldrup Museumsforening laver hvert år, i samarbejde med museets ansatte – naturvejleder Gert Rubæk og ’husmand’ Per Sørensen – en del velbesøgte arrangementer. Det seneste var den årlige fåredag den 18. august, hvor mange hundrede besøgte museet og deltog i de forskellige aktiviteter.
Museumsforeningen udgiver hvert år – sammen med medlemstegningen – et populært årsskrift, ’Folk Fortæller’. Medlemstallet ligger på mellem 700 og 900.
Museet benyttes hvert år af flere tusinde mennesker. Museet har altid åbent, og det er gratis for gæsterne at besøge stedet; de gamle bygninger låser automatisk op kl. 9 og lukker kl.
FOTO: Museumsleder Gert Rubæk på gårdspladsen med filmplakaten.