– Så er der snart hul igennem, lyder den glade melding fra Gert Fischer, Venstre, formand for Kultur og Fritid i Rebild Byråd.
Energistyrelsen har nemlig bevilget omkring tre en halv millioner kroner fra Bredbåndspuljen i støtte til en række lokale landdistrikter, så det er lige før modtagerne må lægge bånd på sig selv for ikke at danse glædesdans resten af foråret….
Støtten vedrører to projekter i Rebild og Mariagerfjord kommuner.
I Gravlev er der afsat et beløb på 627.273 kr. til 52 husstande, og i Ll. Rørbæk- og True-områderne er der bevilget støtte på 2.978.158 kr. til 82 husstande, hvoraf de 36 er beliggende i Rebild kommune, de øvrige i Mariagerfjord.
Hallo-hallo, håbløse modtageforhold
De to støttede projekter er i områder, hvor modtageforholdene til mobil og computer er meget dårlige.
– Vi er meget begejstrede for, at det nu efter mange års kamp er lykkedes at få to projekter i Rebild Kommune gennem nåleøjet, fortæller udvalgsformand Gert Fischer.
– Det er sket i samarbejde med gode politiske kolleger, lokale arbejdsgrupper, landsbyråd og en dygtig forvaltning, Gert Fischer.
Individuel støtte
Fra Kultur- og fritidsudvalget støttes der med 2.000 kr. pr husstand, såfremt projekterne realiseres.
Der er nu et stykke arbejde at gøre for arbejdsgrupperne i de to områder.
– Vi ønsker dem god arbejdslyst, og vi er klar til at fortsætte kampen for bedre modtagerforhold i andre områder i kommunen, hvor der er meget dårlig dækning, supplerer partifællen Peter Hjulmann fra Kultur og Fritid.
FOTO: Gert Fischer, V, udvalgsformand Kultur & Fritid, Rebild Kommune.