”Et sundt liv i en sund kommune”. Det er Rebild kommunes vision. Med udspring i denne har Rebild Kommunes byråd vedtaget den nye Plan- og klimastrategi for 2015. Fra 13. marts til fredag d. 8. maj kan kommunens borgere komme med gode ideer til det videre arbejde. Plan- og klimastrategien vedrører de kommende års tiltag og planlægning inden for byudvikling, natur, energi og klima.
Plan- og Klimastrategi 2015
Planstrategien er først og fremmest et politisk dokument, som indeholder byrådets strategi for det fremtidige arbejde i kommunen. Plan- og Klimastrategien er en forløber for kommuneplanen. Kommuneplanen beskriver, hvordan Byrådet vil prioritere anlæggelsen af nye skove, cykelstier eller andre fysiske tiltag, der kan forbedre betingelserne for erhvervsliv, mennesker, dyr og klima. Emnerne i Plan- og klimastrategien er blandt andet: byudvikling, bynær natur og klima- og energitiltag. Plan- og klimastrategien kan findes og læses via Rebild Kommunes hjemmeside.
Arbejdet startede i oktober
Arbejdet med Plan- og Klimastrategien startede i oktober 2014. Da havde byrådet afsat en hel dag til drøftelse af udfordringer, mål og handlinger i forbindelse med Plan- og Klimastrategien. Som inspiration på dagen, havde Byrådet modtaget indlæg og kommentarer fra borgere, som havde deltaget i en række debatter via Rebild Kommunes Facebookside. Resultatet af dagens diskussioner blev bragt videre til en politisk nedsat styregruppe. Styregruppens arbejde er nu endt ud i Byrådets Plan- og Klimastrategi 2015.
Giv din mening til kende
Der bliver rig mulighed for kommunens borgere for at komme med indspark til det videre arbejde med Plan- og klimastrategien. Rebild Kommune modtager høringssvar både via mail og brevpost. Torsdag d. 9. april kan kommunens Facebook-brugere deltage i en live chat via Facebook. Medlemmer af den politiske styregruppe sidder klar ved tasterne fra kl. 19.30. Områdets organisationer og foreninger har desuden mulighed for at få besøg af en politikker for at drøfte Plan- og klimastrategien. Bor man i Terndrup, Skørping, Støvring, Øster Hornum, Haverslev eller Nørager, er der endvidere mulighed for at møde et eller flere byrådsmedlemmer. De besøger byerne i uge 16 og 17. Her er der mulighed for at udveksle ideer med politikeren, som også byder de fremmødte på en lille forfriskning.
Bente Vinther Jensen