Carpark North rocker GRATIS i Thingbæk Kalkminer
Så kan læsere med hang til elektronisk rock godt skrue op for forventningerne: Det danske succesband Carpark North giver gratis aften- og natkoncert i Thingbæk Kalkminer 15.-16. august, – med royalt øl i ryggen..!
Tro det eller ej: Der er byer, som ikke har fået rock i et helt år! Det vil TAK ROCK og Carpark North gøre noget ved.
I løbet af et døgn giver de derfor otte gratis koncerter i byer, som ikke har haft en rockkoncert i et helt år.
Turnéstart i Oplev
De otte rockløse byer er Borris (kendt for år tilbage som Carl Einar Bookings vestjyske hjemby!), Errindlev, Falkerslev, Husby, Kragelund, Niløse, Vodder – og så Oplev. Det er her lige midt i Himmerland ved midnatstid, at det rockende døgn starter for de tre musikere, som udgør Carpark North.
Borgere i Oplev, som ikke er til electrorock, behøver dog ikke at frygte for deres nattesøvn mellem lørdag den 15. og søndag den 16. august: Koncerten er henlagt til jordens lyddæmpende indre – nærmere bestemt Thingbæk Kalkminer, der som bekendt er en del af Rebildcentret.
Bare mød op
– og tag en trøje med..!
Er du til elektronisk rock, gælder det dermed bare om at holde sig vågen og komme afsted: Der er begrænset plads i de underjordiske minegange, og i tilfælde af overvældende stor interesse for midnatskoncerten bliver Rebildcentret derfor nødt til at standse for yderligere indgang, når der er lukket 350 gæster ind. Koncertgæsterne bør være forberedt på, at der kun er 7 graders varme i minerne året rundt.
Flagermus ikke hjemme
De fredede flagermus i Thingbæk Kalkminer bliver ikke generet af koncerten, da de flyvende pattedyr først indfinder sig og går i dvale i minerne i løbet af oktober måned.
Første danske elektrosucces
Det er langt fra første gang, der spilles musik i Thingbæk Kalkminer, men ved de traditionelle lysfester til Lucia, 2. juledag og påskedag har den musikalske underholdning oftest haft en noget anderledes karakter.
Her har de 3.000 levende lys blafret til blandt andet trompet- og lur-blæseri, til glade gospeltoner og til jazzede pop-arrangementer.
Carpark North var det første band, der fik succes med musikgenren electrorock i Danmark. Bandet, som består af sanger/guitarist Lau Højen, bassist/pianist Søren Balsner og trommeslager Morten Thorhauge, har gennem de seneste 18 år givet den gas ved konkurrencer, på festivaler og i pladestudiet. Det har resulteret i fem albums, hits som ”Transparent And Glasslike”, ”Human”, ”Save Me From Myself” og ”There’s a Place” plus en lang række priser.
Royal-bryg står bag
Bag TAK ROCK står bryggerikoncernen Royal Unibrew A/S, der producerer, markedsfører, sælger og distribuerer kvalitetsdrikkevarer nationalt og internationalt. Royal Unibrew vil gerne sige tak til rocken – ved at støtte rocken. Igennem flere år har koncernen bidraget til den danske musikscene som sponsor og som bindeled mellem musikere og publikum.