Dårligt vejr = Jætte-underskud på 335.000 kr.
– Som alle, der var i Suldrup under dette års Jættefest, ved, så var vejret på ingen måde med os i år. Tværtimod. Det var koldt, regnfuld og blæsende – især lørdag, hvor det var meget blæsende, tæt på storm. Det ringe vejr var en meget stor modspiller i år, fortæller Erling Trads, fungerende formand, på vegne af den samlede hovedbestyrelse i IK Frem, Sønderup-Suldrup.
Det dårlige vejr førte desværre til store tab af indtægter overalt. Med få undtagelser betød det mere end en halvering af besøgstallet.: – Det påvirker naturligvis økonomien negativt, og de store tab af indtægter giver dette års Jættefest et underskud på cirka 335.000 kr.
Positive ting, trods alt
Underskuddet er taget til efterretning af en samlet hovedbestyrelse i IK Frem; vi er, desværre, ikke herre over vejret, konstarer Erling Trads og fortæller, at der trods alt også var positive ting ved Jættefesten 2016:
– Generelt kan vi glæde os over, at vi har fået mange og positive tilkendegivelser på byfesten. Det er vi glade for. Vi vil også gerne rette en stor tak til festkomiteen, sponsorer og de mange frivillige medhjælpere ved dette års Jættefest. Alle kæmpede bravt.