Den Kongelige Ballet kommer til Aalborg
De fleste i lokalområdet har hørt om eller overværet den Danske Sommerballet, hvor Den Kongelige Ballet har besøgt Rebild Bakker. I 2011 og 2012 med mellem 2-3000 gæster. Nu tager Den Kongelige Ballet også på en lille vintertur, hvor den indtager syv jyske byer med to af de største balletklassikere og en tornado af danse-aktiviteter for både børn og voksne – bl.a. i Aalborg Kongres & Kultur Center, tirsdag den 2. februar.
Tre lastbiler og en lang række busser transporterer 102 dansere, instruktører, teknikere og balletbørn fra Det Kongelige Teater til syv jyske byer – bl.a. Aalborg, som får besøg den 2. februar. Hvert sted vil 46 kongelige balletdansere og syv balletbørn opføre to af ballethistoriens allerstørste klassikere: Eventyrfortællingen Sylfiden fra 1836 af August Bournonville og det halsbrækkende mesterværk Tema og variationer fra 1947 af George Balanchine.
Opvarmning og workshops
Som noget helt nyt strækker balletten sig i år langt ud over scenekanten. Der vil være masser af danseaktiviteter i de syv byer. Danserne inviterer bl.a. publikum til at se deres opvarmning på scenen, hvor der serveres en kop kaffe mens Nikolaj Hübbe instruerer og fortæller. Derudover er der en lang række workshops bl.a. for byens skoler, som indbydes til at opleve ballettens verden på egen krop.