Derfor skal du male dit træværk
Solens stråler kombineret med vand, vejr og vind nedbryder hurtigt en ubeskyttet overflade.
Boligens udvendige træværk skal males med træbeskyttelse eller maling med passende mellemrum, dels for at se ordentligt ud, dels for at træværket ikke går i forfald på grund af udtørring, sprækker, råd, svamp og hvad der nu ellers kan ramme ubeskyttet træværk under åben himmel i det danske klima.
Rettidig omhu
Hvid træværket ikke beskyttes, vil solens stråler ubarmhjertigt starte nedbrydningen af cellerne i træet.
Derved mister træværket sin ”glød” og bliver gråt, mørkt, mat.
Der skal med andre ord udvises rettidig omhu, helst inden skaden er begyndt at indtræffe.
Og der er muligheder for at beskytte træværket: Maling, træolie eller træbeskyttelse, som hver især har deres fordele og ulemper.
Som hovedregel gælder, at det er mest praktisk at fortsætte med den samme type overfladebeskyttelse, som er anvendt fra starten.
Ønsker du, at træets åretegning og struktur skal blive ved med at fremstå meget synlig, skal du bruge træolie eller transparent træbeskyttelse, mens maling eller heldækkende træbeskyttelse kan anvendes oven på et solidt lag grunder (porefylder), hvis du gerne vil have dækket træets åretegning.
Uanset hvad du maler med, er det dog vigtigt at fjerne løstsiddende ting fra træet først, og eventuelt lige pudse med sandpapir for at sikre en ensartet overflade.
Lad helst være med at male i fuld solskin, da overfladen derved tørrer alt for hurtigt, og den hæfter ikke ordentligt til underlaget.
Endelig er det vigtigt at lytte til de gode råd fra fagmanden, du køber maling, træolie eller træbeskyttelse af, og sørg for at overholde anvisningerne på malerbøtten om påkrævet tørretid mellem hver behandling og lignende.
Ellers risikerer du at stå med et både grimt og uholdbart resultat.