Dobbelt DM-guld og en bronze-medalje til Rold Skov OK
Ved DM i mountainbikeorientering i mellem- og langdistance scorede Ansa MacLassen fra Rold Skov OK guld i begge mesterskaber, mens Johan MacLassen snuppede bronzemedaljen på langdistancen.
Den fine form og det høje tekniske niveau fra tidligere år, hvor Ansa MacLassen fra Rold Skov OK også har hentet medaljer hjem i både nationale og internationale løb, holder stadig. Ved Danmarksmesterskaberne i mellemdistancen, som blev afholdt i de gamle brunkulslejer ved Herning, blev det til en guldmedalje med en solid margin på 6 minutter ned til nummer 2 i klassen for damer over 60 år: -Terrænet var svært og uoverskueligt med mange små bakker og et meget vanskelig stibillede, så det krævede koncentration hele vejen rundt på banen, fortæller en glad Ansa MacLassen, – men heldigvis har jeg netop trænet meget i forskellige terræntyper op til mesterskabet, så måske var det udslagsgivende, mener hun.
En stejl udfordring
Dagene efter gjaldt det langdistancen på de stejle skrænter i Ålum og Fussingø ved Randers. Her tog Ansa MacLassen endnu en guldmedalje, men i et langt mere tæt opgør, hvor der kun var omkring ét minut mellem guld og sølv. Banen var krævende på de stejle skrænter, som stillede store krav til MTBO-rytterne, både når det gik opad og nedad, for det gælder selvfølgelig om at holde farten oppe, men samtidig også køre sikkert og undgå fejl på vejvalgene mellem posterne.
Bronze fuldendte familie-triumfen
Triumfen i MacLassen-familien blev søndag understreget af, at sønnen Johan MacLassen kørte sig til en bronzemedalje i den lange og svære klasse for mænd mellem 21 og 39 år. Johan MacLassen måtte træde hårdt i pedalerne i 2 timer og 5 minutter, før bronzemedaljen kunne hænges om halsen på ham.
Formanden for Rold Skov OK, Ole Jensen, er både glad og stolt over de markante resultater: – Vi har gennem flere år haft mountainbikeorientering på programmet, og flere og flere stifter bekendtskab med denne specielle form for orienteringsløb på cykel. De mange flotte resultater og medaljer viser, at vi har fået godt fat i denne disciplin.