Dobbelt op til fastelavnsfest i Stenild
For nylig afholdt Stenild Legestue fastelavnsfest med tøndeslagning i Stenild Forsamlingshus. Børn fra hele Himmerland var trukket i fantasifulde udklædninger og mødt op til fastelavnsfejring. I alt 85 tilmeldte, hvilket er ca. dobbelt så mange som ved sidste års arrangement.
-Det var helt overvældende så mange, der havde lyst til at være med til fastelavnsfesten i Stenild Forsamlingshus, beretter en glad Susanne Mikkelsen. Fastelavnsfesten var arrangeret af Stenild Legestue, og overskuddet fra festlighederne vil gå til indkøb af nyt legetøj til legestuen.
Kattedronninger
Udklædningen i år var meget fantasifuld. Bl.a. en zebra, en snegl, en sigøjner, spiderman og en masse flotte prinsesser kappedes om at slå bunden ud af de to tønder og vinde den eftertragtede titel som kattedronning. Kattedronningen ved de mindste uneder 5 år blev Luna Bang fra St. Ejstrup. Mens det blandt de store over 5 år blev Patricia Nygård fra Hobro, der løb med titlen. Hver kattedronning måtte herefter udpege en prins eller prinsesse. Luna Bang valgte Mikk Kristensen fra Stenild som sin prins, og Patricia Nygård udpegede Majse Boerskov fra Stenild til sin prinsesse.
Stor kreativitet
Blandt de mange flotte udklædninger skulle der desuden findes tre vindere, som havde været ekstra kreative. Vinderne af bedste udklædning blev: Tilde Marie Olsen fra Boldrup, der havde været ekstra kreativ og maskeret sig som morgenbord. Jonas Nielsen fra Rørbæk havde også tænkt ud af boksen og valgt at forklæde sig som nonne. Og den tredje præmie gik til Kasper Raben Sønderborg på 2 måneder fra Hvornum, der var udklædt som Olaf fra Disney-hittet Frost.

