Eftersøgnings-hunde fra Støvring DcH “tog telefonen”
Endnu en gang var der bud efter Sanne Asmussen med King og Annette Rasmussen med Balder og Kenya fra DcH Støvring, da en kunde havde tabt sin telefon i Rold skov søndag eftermiddag.
Mandag formiddag blev Sanne og Annette tilkaldt. Et par timer sener stod de klar i Rold skov med deres hunde. Efter at have søgt koncentreret i to en halv time måtte de med beklagelse indstille eftersøgningen: Hundene var trætte efter så at have været i koncentreret aktion i så lang tid, og telefonen var ikke i det angivne område.
– Vi prøver lige igen…!
Annette kunne dog ikke lade tanken om den tabte telefon ligge, så hun kontaktede kunden og spurgte, om hun måtte køre ud i skoven og prøve endnu engang med sine hunde.
Så torsdag morgen startede de forfra med at afsøge området, men denne gang søgte de også i et andet område end det først angivne, og dette viste sig at være en rigtig god idé: – Efter at have søgt i knap to timer var vi ved at give op, og jeg besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, men pludselig trak hundene, og de havde tydeligt fået fært, og så var der ingen tvivl mere, fortæller Annette.
Og dér mellem blade og mos lå telefonen. Den havde ligget i skoven i fem dage, og det havde regnet rigtig meget.
Når det regner sletter det meget af færten, så det var super flot at de fandt den. Glæden var stor hos kunden, og stoltheden over hundene var ikke til at skjule hos hundenes ejer Annette.